Nersornaat
Tildeling af Nersornaat i sølv i Ilulissat
Onsdag blev Elisibánguaq Jensen tildelt Nersornaat i sølv
Formand for Inatsisartut Lars-Emil Johansen har den 16. august 2017 tildelt en Nersornaat i sølv til Elisibánguaq Jensen, Ilulissat.
Formandskabet for Inatsisartut har tildelt en Nersornaat i sølv til Elisibánguaq Jensen i Ilulissat som anerkendelse for hendes mangeårige ihærdige indsats for at forbedre vilkårene for alle i samfundet, skriver Bureau for Inatsisartut i en pressemeddelelse.
Formand for Inatsisartut Lars-Emil Johansen fremhævede blandt andet i sin tale for Elisibánguaq Jensen:
'Du beskrives som værende stærk, nærværende og foregangskvinde for andre i samfundet.
Koncentrationspolitikken med rødder i G-60 politikken, der havde til formål at samle befolkningen i vækstbyerne betød bl.a. at de bygder som blev anset for at være urentable blev udeladt af moderniseringsprocessen. På trods af at Saqqaq var én af disse bygder har du bl.a. formået at være med til at etablere elforsyning for beboerne i Saqqaq, indhandlingsfabrik for fiskere, taphus for bygdebeboerne og har stået i spidsen for at få en tilbygning til bygdens skole. Alle dine indsatser har været medvirkende til at bygden stadig eksisterer den dag i dag og er en af de velfungerende bygder i Grønland.
Du har længe gjort dig bemærket i Saqqaq med udgangspunkt i din indtræden som forældre repræsentant i en alder af 25 og senere som kommunalbestyrelsesmedlem fra 1975 til 1989.'