FORTSÆTTELSE
Tidligere præsidentkandidat filmer nær Ilulissat
Ti år efter, Al Gore bragte klimaet på dagsordenen med en prisbelønnet film, er han tilbage i Grønland
Den tidligere demokratiske politiker og præsidentkandidat Al Gore befinder sig i øjeblikket i Ilulissat ifølge Sermitsiaq.AG’s oplysninger.
Det sker for at lave en opfølgning til den prisvindende dokumentarfilm ”En ubekvem sandhed” fra 2006.
Filmen har den tidligere demokratiske politiker og præsidentkandidat Al Gore i hovedrollen og er lavet på baggrund af et foredrag, Al Gore har holdt i en årrække om drivhuseffekten og udlednignerne af CO2.
Modtog Nobels Fredspris
Filmens hovedtema er selve Al Gores foredrag om den globale opvarmning, men den handler også om Al Gore som person, efter at han har forladt politik. ”En ubekvem sandhed” var med til at spærre mange folks øjne op for klimaforandringerne gennem en original visuel fortællestil.
Året efter premieren blev Al Gore og FN's Klimapanel tildelt Nobels Fredspris for deres arbejde med at skabe opmærksomhed omkring de globale klimaforandringer.
Film med fejl
”En ubekvem sandhed” har dog også været i modvind, idet Al Gore har overdrevet konsekvenserne af klimaforandringerne eller fejlagtigt sammenkædet årsag og effekt.
Blandt hævdede han, at årsagen til at sneen på Kilimanjaro i Afrika er forsvundet er på grund af menneskeskabte klimaændringer. Det findes der dog ikke videnskabeligt belæg for.
Al Gore fortæller også i filmen, at isbjørne er begyndt at drukne, fordi de nogle gange må svømme op til 100 kilometer for at finde is. Den påstand kunne han ikke bakke op med dokumentation, da det blev påkrævet.
Grønt paradigmeskifte
Da ”En ubekvem sandhed” havde sit tiårs-jubilæum for få måneder siden, blev filmen mindet af mange grønne ngo´er verden rundt. De taler om, at filmen ændrede opfattelsen af vigtigheden af at gøre noget ved de menneskeskabte klimaforandringer.
Derfor har miljøorganisationer anglet efter en fortsættelse til filmen. Men den er altså på vej. Og ifølge Sermitsiaq.AG’s oplysninger bliver dele af den nye film skabt i Nordgrønland.
Globalt hedeslag
– Jeg vil lave en fortsættelse til 2006-dokumentaren ”En ubekvem sandhed” og trods klodens stigende temperaturer, er jeg fortrøstningsfuld, når det gælder en god slutning, udtalte Al Gore i april til avisen The Sun.
– Situationen er ikke forbedret, siden jeg lavede filmen i 2006. Naturligvis er opmærksomheden øget, og flere folk er bekymrede, eftersom klimaforskerne har sagt, at vi kun ti år til at gøre noget, hvis vi skal undgå havstigninger, har Al Gore udtalt til The Sun.