mindeord

Tidligere embedsmand Claus Bornemann er død

Den tidligere embedsmand, radiovært og udenrigskommentator Claus Bornemann er død. Han blev 93 år

Arkivfoto
Offentliggjort

Forhenværende sekretariatschef i Grønlandsrådet Claus Bornemann er afgået ved døden. Han blev 93 år.

På vegne af Grønlands Repræsentation i København bringer redaktionen her Claus Bornemanns mindeord, der er skrevet af repræsentationschef Adam Worm og pensionerede sekretariatschef Gunnar Martens fra det tidligere Grønlands Hjemmestyre.

'Lang karriere i Grønlands tjeneste
Claus Bornemann havde en lang og fortjenstfuld karriere som dansk embedsmand i Grønlands tjeneste. Han var uddannet jurist, og efter nogle års ansættelse i Udenrigsministeriet blev han 1949 ansat i det daværende Grønlands Styrelse, det senere Ministeriet for Grønland.

I 1950erne virkede han som fuldmægtig og kontorchef hos landshøvdingen og fungerende i en periode som landshøvding. Fra 1964-78 var han sekretariatschef i det nyoprettede Grønlandsråd - sammensat af danske og grønlandske politikere.

I tiden i Nuuk i 1950'erne deltog han aktivt i byens sociale liv og havde et bijob som populær radiovært og udenrigskommentator på KNR.

Udgav erindringsbog
Han har givet en levende skildring af livet i Nuuk og livet som embedsmand i 1950'erne og 1960'ene i erindringsbogen 'Et mappedyrs erindringer' (2012).

Som embedsmand talte han altid Grønlands sag. Han var - i Nuuk og København - altid i stand til til at se den grønlandske vinkel i sagerne og var langt fra den formynderiske holdning, der ikke var usædvanlig dengang.

Sørgede for dialog og udvikling
Som sekretariatschef i det nyoprettede Grønlandsråd - et rådgivende organ sammensat af danske og grønlandske politikere - så han det som sin centrale opgave at sørge for, at de grønlandske politikere blev hørt, og at der kom en dialog mellem grønlandske og danske politikere om udviklingen i Grønland i en tid, der var præget af store forandringer i det grønlandske samfund.

Fortaler for videreuddannelsen
Han var en velargumenterende advokat for at få den grønlandske befolkning ind på alle niveauer i samfundet og derfor også en stærk fortaler for videreuddannelsen i Grønland. Det betød, at han måtte tage mange diskussioner med sine kolleger i ministeriet og direktionerne i Den Kgl. Grønlandske Handel og Grønlands Tekniske Organisation.

Aktiv til det sidste
Grønlandsrådet blev nedlagt med hjemmestyrets indførelse, og derfor valgte Bornemann at søge nye udfordringer. Han blev generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke indtil sin pensionering i 1989. Det var en tid, hvor Mellemfolkeligt Samvirke arrangerede frivilliglejre, og han sørgede også for, at der blev arrangeret frivillige arbejdslejre i Grønland. Hans interesse for Grønland var usvækket til det sidste.

Karakteristisk for hans samfundsengagement var han aktiv i Bedsteforældre for Asyl indtil de seneste år.

Det er en engageret ven af Grønland, der er gået bort.

Æret være hans minde', skriver repræsentationschef Adam Worm og pensionerede sekretariatschef Gunnar Martens fra det tidligere Grønlands Hjemmestyre på vegne af Grønlands Repræsentation i København.

Claus Bornemann efterlader sig børn, børnebørn og oldebørn.

Powered by Labrador CMS