Thor Möger er færdig

SFeren Thor Möger Pedersen har fået besked om, at han ikke længere skal være dansk skatteminister

Foto: Polfoto/Rumle Skafte
Offentliggjort

Thor Möger Pedersen skriver på sin Facebook-profil, at han ikke længere skal være skatteminister.

- Jeg er her til eftermiddag (dansk tid, red.) blevet ringet op af SFs nye formand, Annette Vilhelmsen. Hun har fortalt mig, at jeg ikke længere skal være skatteminister, skriver Thor Möger Pedersen.

Alt tyder på, at den tidligere SF-formand Holger K. Nielsen bliver udnævnt til ny skatteminister tirsdag.

Den 27-årige Thor Möger Pedersen lægger ikke skjul på, at han ærgrer sig over at miste jobbet.

Bakker op om Vilhelmsen
- Jeg er glad for og stolt over at have været med til at lede Danmark og ville gerne være fortsat - men har samtidig fuld respekt for, at Annette som ny formand sætter sit eget hold, skriver han.

Samtidig lover han sin fulde støtte til den nye formand.

- Jeg har fortsat tænkt mig at bakke fuldstændig op om den nye ledelse, skriver han.

Den afgående minister mener, at regeringen har været langt bedre end sit rygte.

Stolt af sin tid som minister
- Vi har nået meget på et år - og jeg er stolt af det hele. Jeg mener, det er god venstreorienteret politik, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde, skriver han.

Han kalder det god venstreorienteret politik, at bankerne, de mest velstillede og de multinationale selskaber, fremover skal bidrage mere.

- Og så er jeg stolt over at have været med til at prioritere uddannelse og sundhed, selv om det har krævet besparelser andre steder, skriver den afgående minister, som indrømmer en enkelt fejl.

- Jeg vedkender mig, at vi også har begået fejl - nemlig beslutningen om at indføre en udvidet sukkerafgift. Jeg håber, regeringen får held til at afskaffe den og fedtafgiften fra VKO-tiden.

Powered by Labrador CMS