terror
Terror i Sverige: 39-årig usbeker mistænkt
Svensk politi bekræfter, at en mistænkt gerningsmand bag Stockholm-angreb er en 39-årig mand fra Usbekistan.
Svensk politi siger ved et pressemøde i Stockholm, at det stadig ikke kan udelukkes, at flere personer var indblandet i fredagens angreb.
Politiet: Rette mand anholdt
Politiet bekræfter, at den anholdte person efter alt at dømme kørte lastbilen.
- Vi er overbevist om, at vi har anholdt den rigtige, siger rigspolitichef Dan Eliasson.
- Intet antyder, at vi skulle have fået fat på en forkert person. Tværtimod styrkes mistanken efterhånden, som efterforskningen skrider frem, siger han og tilføjer:
- Vi kan stadig ikke udelukke, at flere personer er indblandet.
Læs også: Kim Kielsen er rystet over angrebet i Sverige
Den mistænkte gerningsmand bag angrebet i Stockholm fredag skal være flygtet fra gerningsstedet til Arlanda lufthavn med tog. Det skriver det svenske nyhedsbureau TT, der henviser til det svenske medie Aftonbladet, der har talt med kilder i politiet.
Fire dræbt
Det var fredag klokken 14.53, at en lastbil kørte ind i en menneskemængde i den centrale del af Stockholm. Fire personer har mistet livet, og 15 personer blev såret.