kørekort
Teoribøger til kørekort er forældede
Langt om længe er nye teoribøger til kørekort på vej
Teoribogen for Grønland fra 1994 har to afgørende mangler.
For det første er den forældet og ikke i overensstemmelse med den gældende færdselslov.
Og for det andet er den faktisk ikke til at opdrive.
Det har fået folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA) til at rykke transportminister Ole Birk Olesen (LA) for nye opdaterede teoribøger.
- Teoribogen til køreprøve skal naturligvis være lettilgængelig for alle, som ønsker at tage en køreprøve. Viden om gældende regler og lovgivning skal alle få adgang til, skriver hun i en pressemeddelelse.
Transportministeren har nu lovet, at han vil gå videre med sagen. I svaret til Aaja Chemnitz Larsen anerkender Transportminister Ole Birk Olesen, at situationen er uholdbar og vil derfor finde en løsning med Selvstyret.
- Det glæder mig, at transportministeren vil følge op.
Reglerne for brug af sikkerhedssele og forbuddet mod at tale i mobiltelefon er blot to af de ændringer af færdselsloven, der er blevet vedtaget, siden teoribogen blev skrevet i 1994.