Telestyrelsen: Utraditionelt, Tele

Det er utraditionelt, at Tele stiller forbrugerne mere internet for pengene i udsigt, før godkendelsen er givet, lyder det fra Telestyrelsen

Foto: Polfoto/Thomas Borberg

I går blev internetbrugerne her til lands stillet to-tre gange mere internet for pengene i udsigt, fordi Tele planlægger udvidelse af bredbåndpakkerne Gold og Premium.

- Ændringen af de to abonnementer til private vil træde i kraft, når TELE-POST har den forventede tilladelse fra Telestyrelsen, lød det fra selskabet i en pressemeddelelse, hvilket altså giver indtryk af, at tilladelsen er en noget nær en proforma-afgørelse.

Læs "Billigere internet på vej"

Og det undrer i Telestyrelsen.

- Det er noget utraditionelt, at man udsender en pressemeddelelse, før tilladelsen er givet, siger chef i Telestyrelsen Nicolai Odgaard Jensen til Sermitsiaq.AG.

Han ønsker ikke at kommentere om tilladelsen vil blive givet eller ej, men understreger, at man fra Telestyrelsens side inden for kort tid – nok ikke mere end en måned – vil videregive sin indstilling til Naalakkersuisut, der så har sidste ord.

Telestyrelsen behandler ifølge en pressemeddelelse Teles ansøgning om ændring af produkterne ud fra tre kriterier:

- Ansøgningens bidrag til øget samfundsøkonomisk effektivitet og velfærd

- Ansøgningens evt. diskriminerende og konkurrenceforvridende virkninger

- Ansøgningens økonomiske konsekvenser

Powered by Labrador CMS