Teleskops første billede viser 13 milliarder år gamle galakser

Det første billede fra James Webb-teleskopet er blevet frigivet, og motivet er 13 milliarder år gammelt.

Billedet fra Nasa viser universet i den ældste form, det nogensinde er blevet fotograferet i.
Offentliggjort

Den amerikanske rumfartsadministration, Nasa, har delt det første billede taget af James Webb-teleskopet. Billedet viser en galakse, ja faktisk flere galakser, langt, langt væk.

Billedet er taget med infrarød teknologi og viser tusindvis af galakser. Nogle af elementerne på billedet er de fjerneste, som nogensinde er blevet fotograferet.

Flere af galakserne ligger således mere end 13 milliarder lysår væk. Det betyder, at det tager lyset fra galakserne mere end 13 milliarder år at rejse til Jorden.

Det betyder også, at motiverne, som er fanget af James Webb-teleskopet, er fotograferet, som de i virkeligheden så ud for 13 milliarder år siden.

Billedet blev mandag fremvist i Det Hvide Hus af præsident Joe Biden.

James Webb-teleskopets primære sensor opererer i det infrarøde spektrum. Det gør, at man kan få gode billeder, selv om lyset fra de fjerne galakser bliver bøjet på sin rejse mod Jorden.

Det tog teleskopet 12 timer og 30 minutter at generere billedet. Og billedet giver forskere langt mere at arbejde med, end hvad de fik fra flere ugers arbejde fra det ligeledes berømte Hubble-teleskop.

Webb er sendt i kredsløb om Solen omkring 1,6 millioner kilometer fra Jorden. Herfra er det meningen, at teleskopet skal tage billeder af universet.

Det næste sæt billeder vil blive frigivet tirsdag amerikansk tid. Herefter må rumforskere verden over kæmpe mod hinanden i strikse ansøgningsprocesser for at vinde tid med teleskopet.

Hele projektet estimeres til at komme til at koste omkring ti milliarder dollar, hvilket svarer til omkring 73,7 milliarder kroner.

Dermed er projektet et af de dyreste videnskabelige eksperimenter nogensinde og på linje med partikelacceleratoren, som ligger centralt i Europa.

Teleskopet er i stand til at rejse i kredsløb om Solen i cirka 20 år i alt.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS