Telemedicin i grønlandsk luftrum
Sundhedsvæsenet har i samarbejde med Falck testet muligheden for at benytte droner til byer og bygder.
- Missionen er udført.
Sådan lød det, da Kæmpedronen Tuullik klarede sin jomfrutur i grønlandsk luftrum. Fredag lettede den fra Dronning Ingrids Hospital med kurs mod Kapisillit. Dronen kan blive en vigtig brik i fremtidens telemedicinske opgaver i Grønland.
Det skriver avisen AG.
Sundhedsvæsenet er udfordret med en infrastruktur med lange forsyningsveje, hvor vi er nødt til at gøre brug af helikopter eller båd for at nå frem med vigtig medicin til patienter på kysten. Med en drone kan vi nå hurtigere frem og redde liv i byer og bygder - eller den kan være med til afkorte et patientforløb. Vi har skævet til Danmark, hvor Odense Universitet Hospital, OUH, allerede bruger drone, der fragter blodprøver eller medicin fra Fyn til Ærø, siger Gert Mulvad, Grønlands Center for Sundhedsforskning.
Vandvejen
Dronen Tuullik, islom på dansk, er blevet testet i den forgangne uge, hvor den bestod øvelsen. En programmeret rejse i 152 meters højde og en strækning på 100 kilometer hver vej. Dronen er en 50 kilo tung drone med et vingefang på fem meter og kan medbringe op til fem kilo i lasten. Den er bygget i Tyrkiet, mens teknikken er udviklet i Irland og er leaset af Falck i Danmark – og nu testet i Grønland, styret af en satellit i Mexico.
Testflyvningen blev iagttaget af repræsentanter fra sundhedsvæsenet og af Arktisk Kommando, politi og brandvæsenet, og med tilladelse fra AFIS-tårnet i Nuuk, lettede Tuullik lodret og i luften og fløj først ud over vandet ved Cook øerne, hvor den foretog en stor cirkel og fløj af vandvejen mod Kapillisit.
Læs mere i avisen AG, som du kan få adgang til her: