Tasiilaq
Teenager redder mand ud af brændende lejlighed
En 15-årig dreng løber ind i brændende lejlighed og får vækket en sovende mand
En 15-årig dreng reddede for nylig en mand i en røgfyldt og brændende lejlighed i Tasiilaq. Efterfølgende blev både drengen og manden indlagt med røgforgiftning, men de er siden blevet udskrevet og er uden for fare.
Læs: To unge modtager dusører for heltemod
Glemt mobil
Drengen, der på tidspunktet for hændelsen sidst i februar var 15 år gammel, havde været gæst til en fest i Tasiilaq, men da festen dør ud, bevæger han sig hjemad.
Han opdager dog undervejs, at han har glemt sin mobiltelefon og vender derfor tilbage til lejligheden, hvor en anden mand ligger og sover efter festen.
Ulmet
Politiets formodning er - blandt andet baseret på brandvæsenets undersøgelse, at et skærebræt har ligget på et tændt komfur og ulmet.
Røgforgiftning
Da drengen åbner døren, udløses formentlig en stikflamme, som antænder dørkarmen og loftet i gangen. Drengen vælger at løbe ind i lejligheden, får vækket den sovende mand, og efterfølgende slukker de branden og åbner vinduerne. Begge får røgforgiftning, men er dog siden blevet udskrevet.
Redder liv
Hele forløbet om festen og den tændte kogeplade med skærebrættet har været vanskeligt at klarlægge for politiet, da vidneafhøringerne ikke har kunnet give et fuldstændigt billede af hændelsesforløbet.
Læs: Tre hædret for heltemodige redninger
Særlig indsats
Ifølge politibetjent Jannick Gray fra politiet i Tasiilaq, har den 15-årige under alle omstændigheder ydet en ekstraordinær indsats – især når man tager hans unge alder i betragtning – da han i stedet for at løbe ud af lejligheden fortsætter ind for at redde den sovende mand, som han vidste opholdt sig derinde.
Redder livet
- Meget tyder på, at den 15-årige har været medvirkende til, at manden overlever ved at vække ham fra hans tunge søvn i en lejlighed fyldt med røg – og efterfølgende også flammer, siger Jannick Gray.
Politiet i Sermersooq vil tage stilling til, om den unge redningsmand skal indstilles til en dusør for sin gerning.