Tasiilaq-rapport: Gerningsmænd gentager overgreb
Ifølge Grønlands Politi rapport om seksualforbrydelser mod børn og unge i Tasiilaq på en periode på fem år, står 144 enkeltpersoner bag overgrebene. Af dem er 30 tidligere dømt for anden kriminalitet.
Grønlands Politi har gennemgået i alt 191 anmeldelser om seksuelle overgreb mod børn og unge. I rapporten ”Tasiilaq – en kortlægning af seksualforbrydelser mod børn og unge i perioden 2014-2018” kortlægges også gerningspersonernes baggrund.
Der er registreret 30 gengangere i politiets data om gerningspersoner i perioden 2014-2018.
- Der er registreret 196 gerningspersoner, hvoraf der er 144 enkeltpersoner, da 30 er recidivister i perioden. Af recidivisterne er der flere, som har begået mere end to forhold, lyder det i rapporten.
Recidiv betegner tilbagefald i ny kriminalitet. Det vil sige, at i alt 30 personer gang på gang begår ny kriminalitet efter en dom.
Tager man også sager med, der ligger før 2014, så er der hos 27 procent af gerningspersonerne tale om, at de tidligere forbrydelser er seksualforbrydelser.
Tasiilaq og bygderne har samlet omkring 2800 indbyggere.
Anbefalinger
I rapportens anbefalinger har politiet medtaget, at behandlingstilbud til gerningspersoner bør etableres i Tasiilaq.
- Undersøgelser peger på, at der er en række fællestræk for personer, som er dømt for seksualforbrydelser mod børn. Mange er vokset op i belastede familier, hvor forældrene har psykiske lidelser og manglende tilknytning til arbejdsmarkedet. Flere forældre har desuden et misbrug og har været dømt for vold.
- Under alle omstændigheder er det meningsfuldt fremadrettet at koncentrere sig om gerningspersonerne, da det er her, problemet starter, lyder det.
Gerningspersoners baggrund
Stort set alle gerningspersoner er grønlændere og fra Tasiilaq, da de enten er født i Tasiilaq eller Nuuk.
Der er registreret 196 gerningspersoner, hvor der er tale om 144 enkeltpersoner, hvoraf 30 personer er registreret som recidivister. Hovedparten af gerningspersonerne er mænd, mens kvinder udgør tre procent.
Mænd mellem 15 og 30 år udgør halvdelen af alle anmeldelser om seksualforbrydelser mod børn og unge i Tasiilaq.
Den yngste gerningsperson er ni år, mens den ældste gerningsperson er 83 år. Fem procent af gerningspersonerne er under den kriminelle lavalder, som er 15 år, og kan derfor ikke retsforfølges.
Politiet har valgt at medtage alle tidligere anmeldelser ud over perioden, for at opgøre recidivister:
- 59 procent af gerningspersonerne er ikke tidligere dømt
- 19 procent er tidligere dømt for en eller flere seksualforbrydelser
- 22 procent er tidligere dømt for anden kriminalitet en seksualforbrydelser
Udover de tidligere dømte gerningspersoner, har politiet gennemgået hvor stor en andel af gerningspersonerne, der tidligere har været mistænkt eller sigtet i lignende eller andre sager.
- 27 procent af gerningspersonerne har tidligere været mistænkt eller sigtet for seksualforbrydelser og eventuelt anden kriminalitet
- 28 procent har tidligere været mistænkt eller sigtet for anden kriminalitet end seksualforbrydelser
Seksuelt udsatte gerningspersoner
Data fra Grønlands Politi viser, at seks procent af gerningspersonerne tidligere er blevet udsat for seksuelt overgreb. Politiet oplyser, at disse tal skal tages varsomt, da der ikke er nogen data om gerningspersoner før 2006. Tallet kan således være højere.
Udover seksuelle overgreb, har en femtedel af gerningspersonerne tidligere været udsat for anden kriminalitet, navnlig vold. Politiet forventer, at der også kan være stort mørketal.