Tasiilaq er bekymret over coronavirus

Bekymringen for sygdommen og epidemien er stor i byen på østkysten, selv om der kun har været corona-smittede i Nuuk

Offentliggjort

Vinterturismen var netop sat ind i Tasiilaq, da Covid-19 ramte Grønland, og myndighederne lukkede samfundet ned.

Det er ikke så meget restriktionerne, der fylder hos borgerne, men snarere selve sygdommen Covid-19, fortæller Kommuneqarfik Sermersooqs områdechef i Tasiilaq.

Det skriver AG.

- Jeg har talt med mange borgere, som er bekymrede. Nogle frygter at de er ekstra udsat, hvis de har lungesygdomme, siger Hjørdis Viberg.

De turister, der var i Tasiilaq på det tidspunkt, fornemmede ifølge områdechefen godt, at borgerne var bange.

- Turisterne lod være med at tage kontakt til lokalbefolkningen og holdt afstand. Og turistoperatørerne var gode til at informere om retningslinjerne til folk og forklare deres kunder, hvorfor de lokale var tilbageholdende, siger Hjørdis Viberg.

Hun betegner corona-restriktionerne som en øjenåbner for, hvor forskellige samfund, der er i Grønland. For eksempel er borgere i Tasiilaq ikke i krise over, at de ikke kan komme til frisøren, for der er heller ingen frisør i byen til daglig. De manglende flyvninger er heller ikke noget at hidse sig op over, for i Tasiilaq er man vant til at flyafgange bliver aflyst som følge af dårligt vejr.

Men bekymring for corona-sygdommen er kombineret med sygehusets begrænsninger.

- Vi er jo sådan set isoleret fra resten af verden. Så folk spørger: Hvad sker der, hvis jeg bliver syg? siger Hjørdis Viberg.

Læs hele artiklen i AG - få adgang herunder:

Powered by Labrador CMS