Talte om selvstændighed og uafhængig
Det springende punkt er, hvornår Grønland kan blive politisk uafhængig af Danmark, siger formand for Inatsisartut
Selvom den australske ambassadør i Danmark, James Choi, under sit besøg i Nuuk for nylig ikke lagde skjul på, at hans hovedformål med besøget var at høre nærmere om australske mineselskabers aktivitetsmuligheder i Grønland, herunder den grønlandske holdning til uran og tilkaldt arbejdskraft, kom ønsket om grønlandsk selvstændighed også på bordet.
- Set i forhold til bloktilskuddet fra Danmark på 3,3 milliarder kroner, så kan Grønland inden for en overskuelig årrække godt blive økonomisk uafhængig af Danmark. Det springende punkt er nærmere, hvornår Grønland kan blive politisk uafhængig af Danmark, sagde formand for Inatsisartut Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit, til den australske ambassadør.
Læs "Tuusi: Selvstændigheden skal vokse fra græsrødderne"
- En politisk uafhængighed fra Danmark vil kræve, at Grønland finder nye politiske alliancer. Dette kender vi endnu ikke konturerne af, og måske kan det vise sig, at Danmark udgør den bedste politiske partner på sigt på grund af de tætte bånd, der allerede eksisterer mellem landene, lød det uddybende fra Josef Motzfeldt, som fremhævede, at ’kravet om selvstændighed under alle omstændigheder først og fremmest må komme som et ønske fra befolkningen og ikke som et diktat fra oven'.