Talsmand: Kommuner sylter de handicappede
Handicaptalsmand Christina Johnsen mere end antyder, at kommuner bevidst sylter behandlingen af handicapsager for at undgå en omkostningstung støtte til de handicappede.
I en kronik i avisen Sermitsiaq skriver Christina Johnsen, at handicaptalsmands-institutionen modtager mange henvendelser om langsommelig, kommunal sagsbehandling.
Gemt væk i skuffe
- Hos Tilioq er vi eksempelvis blevet underrettet om, at der i en skuffe i en kommune ligger en bunke omfattelsessager gemt eller glemt. Hvis sagerne går igennem, og borgeren bliver registreret med et vidtgående handicap, kan det koste kommunen mange penge. Penge som kommunerne måske ikke har. Derfor vil færre handicapregistreringer også betyde færre udgifter, skriver hun i kronikken.
Hun henviser til, at kommunerne holder en ”bunke” møder forud for den vigtige registrering af, om en handicappet skal modtage kommunal hjælp.
- I denne ventetid står borgeren uden den nødvendige støtte fra kommunen, pointerer handicaptalsmanden.
Groteske eksempler
Christina Johnsen kommer med et grotesk eksempel, hvor en kørestolsbruger pludselig oplevede, at tilskuddet til el til de daglige opladninger af el-scooteren pludseligt stoppede.
- Ingen er kørestolsbruger for at gøre livet besværligt for kommunerne. Kørestolsbrugeren havde i en årrække modtaget sit lille el-tilskud, men nu skulle sagen behandles på ny, og lægeattester og andet dokumentation skulle indhentes. Dette kan virke noget som administrativt tidsspild i en allerede travl kommunal forvaltning, da sandsynligheden for, at kørestolsbrugeren kommer op at gå igen inden for den nærmeste fremtid, virker usandsynlig, skriver Christina Johnsen og kan komme med nok et eksempel:
Knoglehandicap
- En mor henvendte sig til os, da hendes skolesøgende barn med et sjældent knoglehandicap heller ikke kunne få tildelt støttepersontimer til sit barn i skoletiden. Der er dage hvor sønnen skynder sig hjem på toilettet, fordi han har holdt sig hele dagen, hvis der ikke er nogen der har hjulpet ham med at åbne dørene til toilettet. Drengen er meget svagelig og kan pga. sit handicap ikke selv komme ind og ud af nogle døre. Kommunens afslag på moderens ansøgning om støttepersontimer lød: ”Det er der ikke penge til”.
Læs hele kronikken og få flere eksempler på hvordan de handicappede bliver behandlet i det kommunale system i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til via linket herunder: