Syv bliver fyret på Hotel Kangerlussuaq
Hotel Kangerlussuaqs restaurant lukker, og syv medarbejdere vil frem mod årsskiftet blive afskediget
Farvel og tak.
Sådan kan situationen for syv medarbejdere på Hotel Kangerlussuaq koges ned til, efter at det nu kommer frem, at hotellets restaurant lukker.
Det betyder, at medarbejderne frem mod årsskiftet blive afskediget.
Det sker, fordi Mittarfeqarfiits cafeteria i Kangerlussuaq Lufthavn skal udvides og moderniseres. Det nuværende cafeteria har ikke plads til de store mængder af transitpassagerer. For at få plads til det nye cafeteria bliver de arealer, hvor Hotel Kangerlussuaqs restaurant ligger, inddraget.
En tre-årsplan skal gøre Hotel Kangerlussuaq til en profitabel virksomhed, lyder det fra Mittarfeqarfiit, som fremover i højere grad skal koncentrere virksomhedens ressourcer om lufthavnsdriften. Første del af planen har den gode nyhed, at cafeteriaet i lufthavnen bliver udvidet og moderniseret. Den dårlige nyhed er som nævnt, at syv af hotellets medarbejdere bliver afskediget.
Det var beskeden tirsdag, da hotelchef Bauer M. Johansen holdt informationsmøde om fremtiden for Hotel Kangerlussuaq, fremgår det af en pressemeddelelse.
Det er selvstyrets holdning, at Mittarfeqarfiit på sigt skal koncentrere indsatsen på lufthavnsdrift og i mindre grad på hoteldrift.
- Tre-årsplanen er således en del af bestræbelserne på at udvikle hotellet, så det bliver økonomisk attraktivt i forbindelse med et muligt salg eller en bortforpagtning, siger Mittarfeqarfiits direktør Jens Lauridsen.