Sverige ophæver alle coronarestriktioner i næste uge

Sveriges statsminister meddeler på et pressemøde, at alle coronarestriktioner ophæves fra onsdag 9. februar.

En tilfreds svensk statsminister, Magdalena Andersson, fortæller på et pressemøde at alle restriktioner under coronapandemien ophæves fra næste onsdag.
Offentliggjort

Tiden er kommet til at åbne Sverige op igen efter coronapandemien, siger en smilende statsminister, Magdalena Andersson, på et pressemøde torsdag morgen.

- Beskeden er derfor, at restriktionerne ophæves fra 9. februar, siger hun.

Hun påpeger samtidig, at covid-19 ikke er et overstået kapitel. Der er stadig stor smitte i omløb.

Og for de, der stadig ikke ikke er vaccineret, er risikoen fortsat stor. Jo ældre man er, jo værre er det, påpeger Andersson.

Syge skal stadig blive hjemme

Dagens melding betyder, at der fra næste onsdag ikke længere vil være restriktioner for restauranter, idrætsanlæg andre steder, hvor adgangen har været begrænset under pandemien.

Der skal heller ikke længere bæres mundbind i den offentlige trafik.

De nye svenske forhold ligner dem, som Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), kunne bebude i sidste uge. Her fortalte hun, at Danmark som det første land fjerner alle restriktioner. Det trådte i kraft mandag.

- Men selv herefter skal de, som er syge, forsætte med at blive hjemme, understreger den svenske statsminister.

16.028 døde med Covid-19

Socialminister Lena Hallengren føjer til, at den svenske regering fortsat vil være vagtsom og holde øje med, hvordan pandemien udvikler sig herfra.

Sverige med cirka 10 millioner indbyggere har således over næsten to år og frem til torsdag haft 16.028 personer, der er døde med Covid-10. I Danmark med 5,8 millioner mennesker er knap 3800 døde.

Den seneste opgørelse i Sverige over smittede per døgn er fra tirsdag. Den siger ifølge mediet SVT 39.205 smittede.

Svenskerne har under hele pandemien ikke oplevet de samme hårde restriktioner, som de nordiske nabolande har benyttet sig af. I lange periode kunne svenske restauranter således holde åbent, mens de måtte lukke hos naboerne.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS