Klimaændringer
Svalbard oplever varmeste temperaturer i Norge
Svalbard, et af de nordligst beboede områder i verden, var tirsdag morgen det varmeste sted i Norge
Den norske øgruppe Svalbard oplevede tirsdag morgen de højeste temperaturer i hele Norge, oplyser Norges meteorologiske institut.
Faktisk blev de fem højest målte temperaturer i Norge tirsdag morgen registreret på Svalbard.
De højeste temperaturer, 4,1 grader, blev målt ved minebyen Sveagruva på Spitsbergen, den største ø i øgruppen, og øen Akseløya.
De høje temperaturer er usædvanlige, fordi Svalbard er et af de nordligst beboede områder i verden.
De varmeste temperaturer på det norske fastland var 2,8 grader. Det blev målt i området Møre og Romsdal i den vestlige del af Norge.
Grunden til, at der er varmere på Svalbard langt mod nord end på det norske fastland, er et højtryk fra øst, der sender kold vind ind mod fastlandet, kombineret med et lavtryk syd for Island, der sørger for mildere temperaturer på Svalbard.
Den højest målte temperatur nogensinde på Svalbard i februar var i hovedbyen Longyearbyen, hvor der i 2012 var syv grader varmt.
- Den rekord kan godt blive slået i denne uge, siger den norske meteorolog Unni Thomsen til den norske avis VG.
2016 var det varmeste år, siden man begyndte at måle på Svalbard, og der blev også sat ny rekord for nedbørsmængde.
/ritzau/