Sundhedsvæsenet og KTI samarbejder om ny uddannelse

På Dronning Ingrids Hospital i Sundhedsvæsenets indkøbsafdeling og centraldepot kan man nu blive uddannet indenfor lager og logistik.

Offentliggjort

- Uddannelsen er et nyetableret samarbejde mellem Sundhedsvæsenet og Jern og Metalskolen i Nuuk, fortæller indkøbs- og logistikchef i Sundhedsvæsenet Ann Kelsen, ifølge en pressemeddelelse fra Selvstyret.

Fra ufaglært til uddannet

Hun fortæller at motivationen for samarbejdet primært har været at ufaglærte medarbejdere på centraldepotet får papirer på deres erfaring og tilegnede kompetencer gennem mangeårig ansættelse og samtidig får suppleret dette fundament med tilegnelse af nye kompetencer indenfor hver af de to afdelingers arbejdsområde.

- Sundhedsvæsenet er en af landets største uddannelsessteder og i henholdsvis Indkøbsafdelingen og på Centraldepotet på Dronning Ingrids Hospital har vi mange forskellige opgaver og vi har mange gode og erfarende medarbejdere som ved nøjagtigt, hvordan de fx skal håndtere forskellige typer gods og salg fra lager til enheder i Sundhedsvæsenet, men det er vigtigt at have papirer på sin kunnen, så man kan komme videre i sin udvikling og karriere, forklarer Ann Kelsen.

Lærlinge

Uddannelsen varer tre år og har fem skoleforløb af op til 12 ugers varighed. Uddannelsen indbefatter bl.a. lagerstyring, herunder køb og salg af varer, transportstyring og håndtering af forskellige typer gods.

Indkøbsafdelingen og Centraldepotet kan have to lærlinge tilknyttet uddannelsen og to mangeårige medarbejdere har allerede taget springet ud i et løft af uddannelse og kompetencer. Den ene af dem er lærling Bent Jakobsen på 25 år, som startede på uddannelse i januar 2018.

Stor betydning

- Det har stor betydning for mig, at jeg får opkvalificeret mine kompetencer og følger et uddannelsesforløb og på den måde får investeret i min fremtid, fortæller Bent Jakobsen som er glad for sit forløb indtil videre.

Derudover starter en anden erfaren depotmedarbejder Kristian Petersen også på uddannelsen til oktober.

- Det bliver rigtig spændende af komme i gang og jeg glæder mig meget til det, siger Kristian Petersen.

Powered by Labrador CMS