Sundhed

Sundheden kommer under lup i Grønland

Netop nu er man i gang med at gennemføre den femte store befolkningsundersøgelse. Dennegang sætter man et særligt fokus på de unges mentale sundhed og trivsel.

Offentliggjort

Undersøgelsen er et samarbejde mellem Departementet for Sundhed og Statens Institut for Folkesundhed samt Steno Diabetes Center. Befolkningsundersøgelsen har desuden det videnskabelige formål at følge op på sundheden blandt deltagerne i de fire tidligere befolkningsundersøgelser. Eksempler på emner som undersøges er rygning, kost, fysisk aktivitet, risikofaktorer for diabetes, hjertekarsygdom, opvækstvilkår og trivsel, fremgår det af en pressemeddelelse.

2800 tilfældige er udvalgt

Omkring 2.800 tilfældigt udtrukne personer inviteres til at deltage i den store landsdækkende undersøgelse, og det er vigtigt, at så mange som muligt af de udtrukne personer deltager i undersøgelserne.

- Det er meget vigtigt for os, at så mange som muligt af de tilfældigt udtrukne personer i de forskellige aldersklasser, deltager i undersøgelserne, da det vil medvirke til at nuancere billedet af folkesundheden i Grønland, understreger forskningsmedarbejder Ingelise Olesen.

Mental sundhed blandt unge

Ud over de store livsstilssygdomme har undersøgelsen særligt fokus på de unges mentale sundhed, samt hvordan de ældre klarer sig i hverdagen.

- Som noget nyt har vi i denne her landsdækkende undersøgelse særligt fokus på de unges mentale sundhed og trivsel, derfor er der også udtrukket helt unge deltagere mellem 15 og 17 år. Vi håber, at de unge også vil være villige til at deltage, og dermed bidrage med deres til, at vi kan danne os et billede af de unges trivsel i Grønland, siger seniorrådgiver Christina Viskum Lytken Larsen, som er ansvarlig for undersøgelsen.

Anden runde i gang

Befolkningsundersøgelsen har indtil videre været i tre bygder i Sydgrønland, Narsaq, Maniitsoq, Sisimiut samt og Nuuk. Der er netop taget hul på anden runde af undersøgelsen i Nuuk, i perioden 5. februar – 3. marts 2018. I løbet af året kommer befolkningsundersøgelsen videre til fem bygder i Midt- og Nordgrønland, samt til Qasigiannguit, Ilulissat, Upernavik, Aasiaat og Qaqortoq.

Powered by Labrador CMS