Sullissivik benytter fortsat både NemID Og MitID: Det er noget rod
Borgere opfordres fortsat til at beholde deres NemID, selvom de har fået oprettet det nye MitID. Der er nemlig flere steder på Sullissivik, hvor man fortsat ikke kan logge ind med MitID.
Mange borgere har allerede selv skiftet fra NemID til MitID online, og andre har fået hjælp af bank eller kommune. Men der er fortsat flere kommuner, der ikke kan udstede MitID til borgerne og derfor også borgere, som ikke kan få den hjælp, de har brug for.
Men for dem som har skiftet til MitID og droppet NemID kan der også være udfordringer.
På Sullissivik.gl er det flere steder kun muligt at logge ind med NemID og ikke det nye MitID. Det varer dog ikke så længe, før den ordning udfases oplyser styrelseschef i Digitaliseringsstyrelsen, Katrine Hjelholt Nathanielsen til Sermitsiaq.AG.
- Den 31. januar skal alle offentlige myndigheder være overgået til MitID på Sullissivik. Hos dem, der ikke når det, bliver det ikke muligt at logge ind digitalt efter januar, siger styrelseschefen.
Vigtigst at få oprettet MitID
Hun oplyser, at kommunerne har fået til og med januar til at blive godkendt til at udstede MitID, så alle kommuner kan hjælpe de borgere, der ikke har mulighed for at oprette MitID digitalt.
- Vi har hele tiden anbefalet folk at beholde deres adgang til NemID, selvom de fik oprettet MitID, fordi man fortsat kan bruge det flere steder frem til at den danske digitaliseringsstyrelse lukker det ned.
Det fremgår af digitaliseringsstyrelsens hjemmeside, at NemID lukker endeligt den 30. juni 2023.
- Det er lidt rodet i denne her periode, men det vigtigste er, at man får oprettet MitID, siger Katrine Hjelholt Nathanielsen.