Studie: Mikroplast fra Europa ender i Arktis

Der er mikroplastpartikler i hele Det Arktiske Ocean. Men hvad det skyldes, at de netop ender der, og hvor de præcist ophober sig, har været uklart. Indtil nu.

I et nyt studie publiceret i Scientific Reports viser norske forskere, at det er plast fra europæiske floder, der ender i dele af Det Arktiske Ocean, de nordiske have og Baffinbugten, skriver Videnskab.dk.

- Vi ved godt, at plast bliver transporteret med havstrømmene, men det her er et omfattende område, som vi ikke kender særlig godt. Arktis er af gode grunde ikke et sted, der bliver indsamlet så mange prøver, siger Kristian Syberg, lektor i miljørisiko ved Roskilde Universitet, der har set studiet igennem for Videnskab.dk.

- Studiet er rigtig spændende. Det viser, hvor vigtige havstrømmene er i et område, hvor vi ikke kender plastforurening særlig godt. For det er et barskt område, tilføjer han.

Sådan gjorde de

Forskerne, der står bag studiet, kombinerede modeller af havstrømme mellem 2007-2017 med simuleringer af flydende mikroplast-bevægelser.

De simulerede frigivelsen af mikroplast fra 21 store floder på tværs af Nordeuropa og Arktis hver dag over en 10-årig periode og modellerede deres bevægelser over årtier, skriver Videnskab.dk.

Så sammenlignede de resultaterne af deres model med fordelingen af flydende mikroplast på tværs af 121 havvandsprøver, der blev indsamlet fra 17 steder ud for Norges vestkyst mellem maj 2017 og august 2018.

Efter 20 års simuleringer var forskerne i stand til at identificere de områder, hvor flydende mikroplast ophobede sig. Det gjorde det i de nordiske have, Nansenbassinet i Det Arktiske Ocean, Barentshavet, Laptevhavet og Baffinbugten (mellem Grønland og Canada).

Ikke overraskende

Og der er god grund til at tro, at plast fra europæiske floder ender i Arktis, mener Kristian Syberg.

- Det er et godt bud. Det giver mening, for der er mange ting, der koncentreres i Arktis. Så det er ikke overraskende, siger han, men tilføjer også:

-Der skal mere data til, før man kan slå to streger under det. Og de data er ikke lette at få fat på.

Så selvom studiet ifølge Kristian Syberg »er rigtig godt«, har det også sine begrænsninger. For de havvandsprøver, der indgår i studiet, er taget af overfladevand. Men da en stor del af plastikken synker ned på havbunden, undervurderer prøverne fra overfladen, hvor meget plast der er i havet, bemærker Kristian Syberg til Videnskab.dk.

Trods studiets begrænsninger er der ikke nogen tvivl om, at den flydende mikroplast kan have konsekvenser for det arktiske økosystem.

- Der er ofte en diskussion om, hvor vigtigt plastforurening er, eller om det tager fokus væk fra andre områder såsom kemikalier eller klimaforandringer, siger Kristian Syberg og tilføjer:

- Men det hele samlet er vigtigt. I Arktis har vi nogle af de allermest pressede økosystemer på grund af klimaforandringerne. Hvis de så også svækkes af, at for eksempel fiskenes maver fyldes op med plast, så kan det tippe over.

Bedre håndtering af plast

Studiet bidrager derfor til diskussionen af, hvordan vi håndterer plast, så det ikke ender i miljøet, hvor det forvolder så meget skade.

- Det er endnu et studie i rækken, der viser, hvor omfattende den globale plastforurening er, siger Kristian Syberg til Videnskab.dk. og tilføjer:

- Det er globalt problem. Det er overalt. Fra Marianergraven (verdens dybeste oceangrav, der ligger mellem Asien og Australien, red.) til toppen af Mount Everest og nu i Arktis. Der er ikke nogen steder på Jorden, der ikke er forurenet med plast. I 1950 brugte vi ikke plast overhovedet, så det er gået stærk, at vi har fået spredt det over Jorden.

Og så viser studiet - ifølge Kristian Syberg - også, at idéen om at 'støvsuge' havet for plast er næsten umulig.

- Har vi ikke kontrol over plasten, så kan vi ikke samle det ind. Det er kræfter, vi ikke kan styre, der styrer den distribution. Når det så ender i Arktis, så bliver det aldrig samlet op. Det viser, hvor kompleks problemstillingen er: Når vi først har tabt plast til miljøet, er skaden sket.