uddannelsesstøtte
Studerende får langt bedre vilkår
Studerende vil fra 1. august opleve en lang række forbedringer. Blandt andet bliver den månedlige uddannelsesstøtte betalt forud.
Det skyldes, at Naalakkersuisut har vedtaget en ny bekendtgørelse om uddannelsesstøtte, der træder i kraft den 1. august.
Hjælp til studiestart
Særligt skal der lægges mærke til, at det månedlige stipendium ændres fra at være bagudbetalt til at være forudbetalt. Ændringen vil hjælpe de nye uddannelsessøgende, der erfaringsmæssigt kan have økonomiske vanskeligheder i de første måneder af studiet, oplyser departementet i en pressemeddelelse.
- Vi har aftalt gennem koalitionsaftalen, at der skal skabes bedre rammebetingelser for at give ungdommen valgfrihed i forhold til at kunne uddanne sig enten i vort land eller i andre lande. Derfor er jeg glad for, at den nye uddannelsesstøttebekendtgørelse nu kan træde i kraft, siger naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke, Doris J. Jensen.
Ændringerne:
- Forudbetalt månedligt stipendie
- Højere tilskud og lånemuligheder til dækning af undervisningsafgifter
- Mulighed for uddannelsesstøtte i forbindelse med uddannelser, der gennemføres som fjernundervisning.
- Muligheden for støtte i forbindelse med ekstraundervisning fremover ikke alene kunne ydes til uddannelser uden for Grønland.
- Frirejsereglerne gøres mere fleksible og målrettede.
- Bogtilskud på højeste sats på alle videregående uddannelser.
- Forenkling af reglerne for udbetaling af børnetillæg, gennem direkte udbetaling til den uddannelsessøgende, som har forsørgelsespligt eller er bidragspligtig i forhold til børn under 18 år.
Selvforsynet
- Det er vores mål at sikre, at vort land bliver selvforsynet med en veluddannet befolkning, og den nye uddannelsesstøttebekendtgørelse vil styrke de uddannelsessøgendes muligheder for at gennemføre en støtteberettigende uddannelse, siger naalakkersuisoq Doris J. Jensen.