Orkan i Qaanaaq

Strømmen gik: Frygtede kulden

Børnefamilie fanget i orkan og kulde.

Offentliggjort

Det vilde vejr i Qaanaaq skabte flere gange i går regulær frygt blandt indbyggerne. Ikke mindre end fire gange, mens orkanen rasede i mørket udenfor, var der strømafbrydelse.

- Man bliver sådan lidt … man tænker over, hvordan vi skal holde varmen, fortæller en dybt berørt skoleinspektør fra Avanersuup Atuarfiata, der i dag er ved at gøre status over skaderne efter det kaotiske uvejr.

Da strømmen gik første gang, havde han ingen fornemmelse af, hvor lang tid det varede.

- Det var måske bare fem minutter, men man mister tidsfornemmelsen, siger Dan D. Normann til Sermitsiaq.AG.

Han er far til to små børn; en på bare 7 måneder og en anden på 7 år. Under strømafbrydelserne var han derfor nødt til først og fremmest at tænke på børnenes sikkerhed.

- Vi lukkede for udluftningen og dækkede for vinduerne med gardinerne, fortæller Dan D. Normann, der har noteret, at orkanen en overgang rasede gennem byen med en styrke på 48,4 meter i sekundet.

Hos Danmarks Meteorologiske Institut konstaterer vagthavende meteorolog Mogens Rønnebek, at det var en særlige cocktail af kulde og massiv frost, der onsdag skabte helt udsædvanlige vejrforhold i Qaanaaq.

- Vi har vist aldrig oplevet noget lignende, siger han til Sermitsiaq.AG.

DMI forklarer, at Qaanaaq kommer til at ”ligge i et koldt vandfald af tung luft”, når det blæser med kold vind fra nord. Det skyldes byens placering på sydsiden af fjeldet, som gør at vinden kanaliseres ned på fjeldets bagside. Det var tale om en såkaldt arktisk kuldehvirvel, som normalt ligger ved Nordpolen.

Den kraftige nordøstenvind har fået den ellers allerede frosne havis til at bryde op, og man kunne i går konstatere, at der i bugten syd for Qaanaaq var et stort område med åbent vand.

Til gengæld ser det ud til, at indbyggerne i Qaanaaq får roligt vejr den kommende tid.

- Det bliver koldt, men vindstille et par dage, forudsiger vagthavende meteorolog Mogens Rønnebek fra DMI.

Powered by Labrador CMS