Striden fortsætter om Tartupaluk
Ny grænse i havet mellem Grønland og Canada er på plads, men der er fortsat uenighed om den omstridte Tartupaluk - Hans Ø
Efter langvarige diskussioner er der nu opnået politisk enighed om en præcis fastsættelse af havgrænsen mellem Grønland og Canada, oplyser udenrigsminister Villy Søvndal, SF, under et besøg hos sin canadiske kollega, John Baird.
- Jeg er overordentlig tilfreds med dagens (onsdagens, red.) enighed. Den markerer afslutning på et langstrakt forløb og skaber nu en klarhed om grænsen, udtaler Villy Søvndal.
Han mener, at aftalen har 'stor symbolværd', og at den vil være til gavn for både fastlæggelsen af fiskerirettigheder og udnyttelsen af mineralforekomster i området.
- Aftalen bekræfter klart for alle, at vi løser problemer i det Arktiske ved forhandlingsbordet, siger udenrigsministeren.
Han mener også, at aftalen er et 'gunstigt udgangspunkt' for de videre drøftelser om den omstridte klippeø, Tartupaluk, i farvandet mellem Grønland og Canada.
Læs "Klar til grænseforhandling med Canada"
Konflikten om øen stammer tilbage fra 1973, hvor grænsen i sin tid blev draget mellem Canada og Grønland.
Siden har både Canada og Danmark besøgt og gjort krav på klippeøen, hvilket har sat gang i diplomatiske sværdslag mellem de to nationer.
Tartupaluk kan blandt andet blive vigtig, hvis der åbnes for en søvej nord om Canada til Stillehavet.
I 2005 blev der indgået en aftale mellem de to lande om at forsøge at løse grænsestriden. Siden har udenrigsministerierne i Canada og Danmark forsøgt at løse konflikten.
- Drøftelserne (om Tartupaluk, red.) forløber i en god og konstruktiv tone, men det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at sige, hvornår de kan afsluttes, udtaler Villy Søvndal.
- Dagens enighed bekræfter mig dog i, at det er et realistisk mål, siger udenrigsministeren.
Den nye havgrænse mellem Canada og Grønland strækker sig over 3000 kilometer i området fra det sydlige Grønland, op gennem Davis Strædet, Baffin bugten, det snævre Nares Stræde og op til det Arktiske Ocean nord for Grønland.
Aftalen afløser den foreløbige grænsedragning, der blev indgået i 1973, og forhandlingerne er gennemført i et tæt samarbejde med Grønland.