Strandet finhval død i New York

Eksperter og hvalspecialister kæmpede forgæves. De kunne ikke redde den kæmpehval, der strandede ved New York

Den strandede finhval ved New York er nu død, rapporterer New York Times. Foto: Polfoto/AP Photo/Kathy Willens
Offentliggjort

En stor finhval er bukket under ved den amerikanske storby New York.

Hvalen strandede onsdag. Da sagde de hvaleksperter, der forsøgte at redde hvalen, at der var små chancer for, at den ville klare sig.

Sådan gik det ikke. Torsdag eftermiddag grønlandsk tid citerer New York Times på sin netavis biologer for at sige, at hvalen er død.

Læs "Finhval strandet i New York"

- Helt grundlæggende kan vi sige, at den er død, siger biologen Robert DiGiovanni.

Han har stået og kigget på det strandede dyr i 45 minutter. Det trækker ikke vejret længere, siger han.

Efter blåhvaler er finhvaler de største ocean-dyr i verden. Finhvalen i Breezy Point i Queens er en kleppert på 18 meter.

Politi og brandvæsen oversprøjtede dyret med vand for at holde det i live. Det var dog fra begyndelsen klart, at chancerne for at redde hvalen var der, men de var små.

- Den er meget udmagret og har det slet ikke godt, sagde Mendy Garron, der arbejder for National Oceanic and Atmospheric Administration (Noaa).

- Når store hvaler strander, er det meget svært. I samme øjeblik, de sidder fast på stranden, er de i fare, fordi deres indre organer bliver mast af deres egen vægt, fortalte Garron ifølge New York Times.

Redningsaktionen blev også besværliggjort af lavvande.

- Der er kun lidt vand omkring dyret, sagde Garron.

Store hvaler strander ifølge Garron omkring to gange om året i New York.

Hvalerne skyller op på land af forskellige årsager: Det kan være på grund af sygdom, alderdom eller hvis havdyret for eksempel er blevet ramt af et skib, fortæller Garron.

En voksen finhval kan blive op til 27 meter lang og veje 70 ton. Dyret svømmer rundt i alle verdens store oceaner og blive op til 100 år.

Powered by Labrador CMS