Naturkatastrofe
Støttekoncert i Katuaq indbringer lige under 90.000 kr.
I går aftes, fredag, var kulturhuset Katuaq i Nuuk vært for en støttekoncert til fordel for ofrene i Uummannaq-området. Julia Pars, direktør for Katuaq, fortæller, at der i alt blev betalt cirka 90.000 kr. i entreindtægter. Hele beløbet vil blive sendt videre til Røde Kors.
Fredag aften hev i alt otte bands instrumenterne frem til fordel for de ramte i Uummannaq-området.
Her blev der nemlig afholdt støttekoncert i kulturhuset Katuaq, hvor alle indtægter på entré vil blive doneret til støtte for ofrene.
900 billetter
Julia Pars, adm. direktør for Katuaq, anslår, at der i alt blev solgt omkring 900 billetter.
- Det sidste, jeg så, var, at der var blevet solgt omkring 900 billetter, så det er lige i underkanten af 90.000 kroner, som er kommet ind i entreindtægter, siger Julia Pars til Sermitsiaq.AG.
Billetpriserne lå på 100 kr. stykket, men direktøren forklarer, at nogle af billetterne var børnebilletter, hvilket betyder, at det endelige beløb ligger på lidt under 90.000 kr.
Engagerede musikere
Direktøren fortæller, at aftenen forløb godt.
- Aftenen gik rigtig godt. Det var nogle super engagerede musikere, som alle var meget indstillede på at støtte den her gode sag. Det var også dejligt at se så mange borgere møde op dels for at få en hyggelig aften og dels for at støtte op, siger Julia Pars.
Pengene vil blive givet videre til Røde Kors.