Stort jordskælv er målt i nordgrønland
Et jordskælv, der tirsdag aften har ramt Grønland, er dukket op på målinger mere end 10.000 kilometer væk.
Et jordskælv med en styrke på 5,8 er målt i det nordlige Grønland. (Arkivfoto).
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Et større jordskælv er tirsdag aften blevet registreret i det nordlige Grønland.
Det viser en oversigt fra Det Europæiske Seismologiske Center, EMSC.
Her fremgår det, at skælvet er målt til en styrke på 5,8 og en dybde på ti kilometer. Det fandt sted klokken 16.15 lokal tid, eller hvad der svarer til 19.15 dansk tid.
Ifølge Trine Dahl-Jensen, seniorforsker ved Grønlands og Danmarks Geologiske Undersøgelser (Geus), er jordskælvet registreret på 118 målestationer verden over.
- Det er et stort jordskælv, der kan ses på målinger over store dele af verden, siger hun.
Ifølge seniorforskeren er skælvet blevet målt i Brasilien - mere end 10.000 kilometer fra epicentret.
Der forekommer ofte jordskælv i Grønland. Alene i juli i år er der ifølge Geus målt 30 skælv. Men det er sjældent, at det har en styrke, som det, der har ramt nordkysten tirsdag aften.
- For Grønland er det her et af de større jordskælv. Det er ikke så tit, at vi ser et i den størrelse.
- Vi registrerer en hel del jordskælv hvert år. De fleste er noget mindre. Men der er jævnligt jordskælv, der har en styrke på 3,0, 4,0 eller måske endda 4,5. Et jordskælv, der har en styrke på 5,8 er væsentligt større, siger Trine Dahl-Jensen.
Der er formentlig ikke nogen, der har mærket jordskælvet, vurderer hun.
- Der bor jo absolut ingen mennesker deroppe, der er ingen bebyggelse, og det er meget sjældent, at folk færdes deroppe.
- I det område er der tundra. Der er et par moskusokser, lidt rensdyr og polarharer, siger seniorforskeren.
/ritzau/