Stort fremmøde til uranmøde i Narsaq
Borgmester Simon Simonsen i Kommune Kujalleq er positivt stemt for uranudvinding fra Kvanefjeldet. Det vil skabe muligheder for beskæftigelse, mener han.
Kvanefjeldet og Grønlands muligheder for udvindelse af mineraler, herunder uran, er frem til fredag til debat i Narsaq med flere offentlige foredrag.
I aftes åbnede borgmester i Kommune Kujalleq, Simon Simonsen, konferencen, hvor 71 af byens borgere var mødt op. Her sagde han blandt andet, at han personligt er for udvinding af uran, men med begrænsninger:
- Det skal ske med omhu og med største påpasselighed, så vi tager hensyn til både natur og mennesker. Og med de seneste arbejdsløshedstal på 500 i kommunen, må vi finde andre nye muligheder for erhverv og beskæftigelse.
I dag taler tidl. direktør i hjemmestyret, Kaj Kleist om Agenda 21, Aqqaluk Lynge, der er præsident for ICC-Grønland, og Stefan Magnusson, rensdyravler, vil fortælle om mineindustri og rensdyravl. Hele seancen er åben for alle interesserede og slutter i morgen fredag med debat.