Største jordefærd siden Krag

IA's og Siumuts formænd deltager ved bisættelsen af socialdemokraten Svend Auken, der døde tirsdag.

Der er mindegudstjeneste for Svend Auken i Christiansborg Slotskirke. Foto: Polfoto/Thomas Borberg
Offentliggjort

Både IA's formand Kuupik Kleist og Siumuts formand Aleqa Hammond deltager ved Svend Aukens bisættelse på mandag. Det oplyser begge partikontorer.

Svend Aukens begravelse tegner til at blive den største jordefærd for en dansk politiker, siden tidligere statsminister Jens Otto Krag døde i 1978, skriver Ekstrabladet i dag.

Dengang var det ikke det kirkelige, som prægede dagen. I Folkets Hus på Enghavevej var det nemlig et af tidens største, internationale koryfæer, den tyske, socialdemokratiske statsmand Willy Brandt, som talte.

Ved Svend Aukens bisættelse på mandag er der først en mindegudstjeneste i Christiansborg Slotskirke, hvor Aukens gode ven og biskop Kjeld Holm fra Århus vil prædike.

Derefter er der jordpåkastelse fra Frederiksberg Kirke, hvor Svend Aukens søster og politikerkollega Margrethe Auken vil foretage jordpåkastelsen.

Det bliver en offentlig begravelse. Begge kirker kan rumme mange mennesker.

- Det vil heller ikke være i Svend Aukens ånd at holde det i stilhed, siger biskoppen, der har kendt Auken personligt siden 1971, da de begge stillede op til Folketinget.

Dengang var Kjeld Holm SF'er, men i midten af 1980'erne skiftede han til Socialdemokraterne netop på grund af Svend Auken.

Powered by Labrador CMS