Større indsats for børn og unge

Der skal bevilges 25 millioner kroner til en forstærket indsats for børn og unge, siger naalakkersuisoq for sociale anliggender Maliina Abelsen fra Inuit Ataqatigiit.

Kampen mod omsorgssvigt og misbrug skal intensiveres, siger naalakkersuisoq for sociale anliggender Maliina Abelsen fra Inuit Ataqatigiit. Foto: Sermitsiaq
Offentliggjort

Der venter store udfordringer for naalakkersuisoq for sociale anliggender Maliina Abelsen, hvor omsorgssvigt og misbrugsproblemer er blandt de tunge sager. Hun har efter sin barsel besøgt døgninstitutioner, hvor hun er blevet mindet om at omsorgssvigt er et stort problem.

– Det er mit mål at få lavet en samlet strategi på børne- og ungeområdet. Og den strategi skal bygge på forskellige stolper, siger Maliina Abelsen.

– Jeg har valgt at fortsætte det arbejde, som det tidligere landsstyre har startet ved at nedsætte forskellige arbejdsgrupper, som skal komme med anbefalinger på hvor er det vi skal hen og hvad er det for nogle udfordringer vi har på børne- og ungeområdet. De arbejdsgrupper har afleveret deres anbefalinger og styregruppen arbejder nu på at finde ud af hvad vi skal fokusere mest på.

– Der har været arbejdet med afhængighedsskabende problemer, børns trivsel, psykisk og fysisk vold i nærrelationer, kompetance udvikling, ressursesvage familier, seksuel misbrug samt skole og fritid.

– Arbejdsgrupperne har lavet 26 anbefalinger, som nu bliver samlet i en hvidbog, som bliver afleveret til mig 1. oktober og skal danne et grundlag, som naalakkersuisut har lagt op til - nemlig at der lægges 25 millioner kroner til børne- og ungeområdet på finansloven for 2010, som skal styrke den indsats for børn og unge på baggrund af den her hvidbog, siger Maliina Abelsen, som vil offentliggøre hvidbogen, hvor forskellige institutioner, kommuner og organisationer kan hente informationer og inspiration.

Skat og velfærd
Naalakkersuisut har nedsat en skatte- og velfærdskommission, der kigger på de sociale skævheder i samfundet.

– Den sociale lighed skabes ikke gennem lige tilbud, men gennem ulige tilbud for at få lige vilkår.

– Jeg forestiller mig ikke, at jeg i løbet af et halvt år kommer og får løst en masse store sociale problemer. Vi må også erkende, at vi ikke kan lovgive os ud de store sociale problemer. Det ansvar har vi hver især både politikere, borgere institutioner og organisationer. Og det tror jeg er meget vigtigt at huske, hvis vi skal overkomme de store problemer, som vi står overfor på det sociale område, siger Maliina Abelsen.

Powered by Labrador CMS