brand
Stor støtte til evakuerede familier
Syv familier måtte tilbringe julen ude efter en formentlig påsat brand hærgede Blok J i Qaqortoq
Der var stor støtte i det lokale erhvervsliv til de syv familier, der måtte evakueres efter en brand i Blok J i Qaqortoq.
En lokal restaurant sponsorede en julemiddag, Lions Club har doneret julekurve og Pisiffik er også trådt til. Det oplyser INI A/S, der har genhuset familerne i moderne hotellejligheder.
LÆS OGSÅ: Politiet har anholdt mand for brand i boligblok
De sociale myndigheder har ligeledes arbejdet hårdt juleaftensdag for at mildne konsekvenserne for de berørte familier.
Da flere havde forældre og familiemedlemmer på besøg i anledning af julen, er der tale om hele 19 personer der er blevet berørt.
Brand i boligblok i Qaqortoq
Også de tilrejsende familiemedlemmer er blevet genhuset i hotellejlighederne, så familierne trods alt kunne tilbringe julen sammen.
INI oplyser, at en af lejlighederne er totalskadet af branden. De øvrige lejligheder har fået røgskader. Her vil man på tirsdag gå i gang med at vurderer skadernes præcise omfang.
En enkelt familie med børn har haft mulighed for at blive boende i blokken, da deres lejlighed kun var ramt i mindre omfang, så det kunne klares med en grundig udluftning.
Politiet anholdt i går en person. Den pågældende er blevet tilbageholdt i 27 dage sigtet for brandstiftelse. Politier har i dag ikke yderligere oplysninger om baggrunden for branden.