Stor smitteopsporing starter i Upernavik
Efter flere patienter i sundhedscenteret i Upernavik er fundet smittet med coronavirus har sundhedsregion Avannaa startet en storstilet smitteopsporing i byen.
Flere patienter, der er indlagt i sundhedscenteret i Upernavik er fundet smittet i går, efter en indlagt patient blev konstateret smittet tidligere på dagen.
Nu er opsporing af smittekilder i byen i gang, oplyser Region Avannaa i en pressemeddelelse.
I dag podes alle nærkontakter, beboere i alderdomshjemmet og personer i transit, oplyser regionen.
- Det er vigtigt at blive podet, hvis du har symptomer, har været nærkontakt, eller har været sammen med nogle, som kunne være smittet, skriver region Avannaa i en pressemeddelelse.
Drop-in-podning
Sundhedscenteret i Upernavik har sat tid af til testning af personer uden tidsbestilling. Der er Drop-in podning i dag torsdag klokken 12.00 til 16.00, mens testning fortsætter igen i morgen fra klokken 9.00 til 12.00.
Indgang er ved portørindgangen, og alle skal bære mundbind, oplyses det.
Test skal sendes til Nuuk til analyse, derfor er forventet svartid på omkring et par dage.
- Hvis du er nærkontakt til en smittet og ikke har symptomer, kan du efter en negativ podning bevæge dig som vanligt. Hvis du får symptomer skal du gå i isolation. Du kan stadig være forsigtig og vi beder dig blive testet på 4. og 7. dagen efter din sidste nærkontakt, oplyser region Avannaa til borgerne i Upernavik.
Alle med symptomer bedes gå i karantæne, til testsvar foreligger.
Sundhedsvæsenet vil løbende melde ud om situationen. Indtil videre er sundhedscenteret i Upernavik midlertidig lukket.