naturbrand
Stor del af Nassuttooq er helt udbrændt
Qaasuitsup Kommunale Redningsberedskab anmoder om assistance til bekæmpelse af branden i Nassuttooq, da udbredelsen af branden er stor
Qaasuitsup Kommunale Redningsberedskab og det lokale politi var onsdag på rekognoscering i Nassuttooq for at undersøge muligheden for at hindre brandspredning.
- Seneste satellit billede indikerer at cirka 1/8 af halvøen Nassuttooq er brændt. På billedet kan brandens udbredelse ses. Det er på nuværende tidspunkt kanten af området, som brænder. Det er i midten, som er brunt på billedet og som svarer til cirka 12 kvadratkilometer, er helt udbrændt, skriver Qaasuitsup Kommunale Redningsberedskab, Politiet i Ilulissat og Qaasuitsup Kommunia i en pressemeddelelse.
Det oplyses, at røgen fra branden havde en højde på 1264 meter.
Ingen er i fare
På baggrund af rekognosceringen har et enigt kriseberedskab i Qaasuitsup Kommunia på et møde torsdag besluttet at indsætte redningsberedskabet for at hindre brandspredning.
- Qaasuitsup Kommunia er opmærksom på, at røgen flere steder kan være generende, men det er under rekognosceringen konstateret, at hverken mennesker, dyr eller i bygninger i området er i fare.
Området er meget tørt og vegetationen er visnet, hvorfor det formodes, at dyr har søgt til andre områder, lyder det i en pressemeddelelse.
Qaasuitsup Kommunale Redningsberedskab anmoder desuden flere parter om assistance til bekæmpelse af branden, da udbredelsen af branden er stor og dermed kræver meget udstyr og personel.