Babyboom
Stor baby-sommer venter i Danmark
Danmark bliver ramt af et babyboom denne sommer. På landsplan vil der i juni, juli og august komme over 1.200 flere børn til verden, end der gjorde i de samme måneder sidste år. Det giver over 16.200 sommerbabyer i 2016
Det viser en undersøgelse foretaget af Politiken Research, som har indhentet fødselsprognoser baseret på terminsdato fra samtlige af landets 21 fødeafdelinger.
En af de fødeafdelinger, der oplever en markant stigning i fødsler, er afdelingen Herning/Holstebro under Hospitalsenheden Vest. Her forventes 14 procent flere babyer i sommermånederne i år sammenlignet med sidste år. Alene i august er der en stigning på knap 25 procent.
Beredskabsplan for området
- Jeg har aldrig oplevet et lignende boom i min tid som jordemoder. Normalt er der flere fødsler om sommeren end om vinteren, men en så stor stigning er helt vildt, siger chefjordemoder Ann Fogsgaard, der har været jordemoder i 33 år, til Politiken.
Også Aarhus Universitetshospital har en særlig strategi for sommeren:
- Vi har lavet en decideret beredskabsplan og øvet os i, hvad vi gør, når vi får travlt, siger chefjordemoder Joan Lindholdt Dür til Politiken.
Forbedret økonomi
Hun forklarer, at alle kender deres pladser, alle stuer er fuldstændig ens indrettet, og inspireret af Beredskabsstyrelsen har de lavet en strategi for at kalde timeout og samle folk ved logistiktavlen for at koordinere opgaverne og vurdere, om der skal tilkaldes flere jordemødre.
Den nyeste opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at der i årets første kvartal er blevet født knap 1.000 flere babyer, end der blev født i samme kvartal sidste år.
Hvis udviklingen fortsætter året ud, hvad meget altså tyder på, rammer vi over 60.000 fødsler for første gang i flere år. Stigningen kommer efter et lavpunkt i nyere tid, hvor Danmark med 55.873 nyfødte i 2013 var nede på det laveste fødselstal siden 1987.
Det stigende fødselstal skal i høj grad tilskrives den forbedrede samfundsøkonomi på afstand af finanskrisen, påpeger flere forskere over for Politiken.