Stilhed før stormen

Maliina Abelsen stiller op til spørgetime

Maliina Abelsen stiller op til spørgetime klokken 11.00 Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Naalakkersuisuts medlem for finanser Maliina Abelsen, Iniut Ataqatigiit, oplever i disse dage stilhed før stormen.

Maliina Abelsen fremlagde onsdag den 26. september Naalakkersuisuts forslag til finanslov for 2013 med titlen ”Uddannelse, beskæftigelse og velfærd – i dag og i fremtiden", som i lighed med de seneste tre års finanslove viser en balance mellem indtægter og udgifter, det såkaldte DA-regnskab.

Og Maliina Abelsen fremlagde torsdag den 27. september en lovpakke, hvor hun krone for krone finansierer en nedsættelse af landsskatten fra 11 til 10 procent med ændrede skatte- og fradragsregler og øgede skatter og afgifter, blandt andet på vakantboliger, tunge biler og udenskærs fiskeri efter hellefisk.

Både finanslovsforslaget og lovpakken med skatteomlægningen til 71,8 millioner kroner bliver i denne tid endevendt i Finans- og Skatteudvalget, som fremlægger sine betænkninger på 2.behandlingerne den 6. november.

Kommunal utilfredshed med kommunal splid
Maliina Abelsen stiller mellem 1. og 2.behandlingerne op til spørgetime i Inatsisartut klokken 11.00.

Nogle spørgsmål vil uden tvivl handle om kommunerne, som har svært ved at finde deres egne ben i spørgsmålet om ændrede udligningsregler de fire kommuner imellem.

Ændringen vil kort fortalt betyde, at den udskældte hovedstad Nuuk skal bløde endnu mere til Kommune Kujalleq og Qaasuitsut Kommunia, som er på spanden, mens Qeqqata Kommunia ligger et sted sådan midt mellem rig og fattig kommune.

Det synes borgmestrene Simon Simonsen og Jess Svane er en knippelgod idé, mens deres kollega i Kommuneqarfik Sermersooq Asii Chemnitz Narup ikke klapper i hænderne, og derfor kræver Kanukoka, at Naalakkersuisut rager kastanjerne ud af ilden for de stridende kommuner.

Og Kanukoka har for resten også en høne at plukke med Maliina Abelsen i forbindelse med de strandede forhandlinger om næste års bloktilskud til kommunerne.

Erhvervsstøtten, der blev væk
Vi kunne også forestille os, at Siumuts Finn Karlsen gerne vil have svar på et spørgsmål, som han forleden stillede under en ophedet debat om erhvervsstøtte til lokalproducerede joller, men som han aldrig fik svar på.

På finansloven for 2012 er afsat seks millioner kroner til erhvervsstøtte i form af rente- og afdragsfrie lån, og disse penge bliver delt i tre nogenlunde lige store puljer til fiskeriet, til landbruget og til fiskernes og fangernes køb af joller.

Finanslovsforslaget for 2013 barberer puljen til joller ned til sokkeholderne, fordi Great Greenland fattes penge. Garveriet får ifølge forslaget et driftstilskud til næste år på 3,6 millioner kroner, mens jollefiskerne på se i vejviseren efter erhvervsstøtte.

Denne omfordeling falder i god tråd med strukturændringen i erhvervet, som flytter fiskeriet fra jollerne til større og mere effektive både, men det falder ikke i god jord hos Finn Karlsen.

Powered by Labrador CMS