Stenbideren er forsvundet fra Danmark: Skruer prisen helt i vejret

Et mystisk fænomen har ramt den danske stenbider i år. Sustainable Fisheries Greenland (SFG) mener dog ikke, det får konsekvens for sæsonen her i landet.

Offentliggjort

Allerede i november kunne danske fiskere hive de første stenbiderhunner op fra Vesterhavet ud for Nordjyllands kyst.

Pludselig var de der. Længe før ventet kom hunstenbidere med moden rogn til de danske kyster. Og så var de væk.

Nu har en forsvindende lille fangst skruet priserne helt op mod 3000 kroner kiloet for frisk stenbiderrogn.

Ingen forklaring

I Grønland begynder sæsonen tidligst 1. april og den endelige dato i de forskellige områder aftales mellem fiskeriets parter. Sidste år blev sæsonen forsinket på grund af uoverensstemmelser mellem KNAPK og Royal Greenland om indhandlingsprisen.

Men der er ingen grund til bekymring endnu. Det mener projektleder i Sustainable Fisheries Greenland (SFG) Rasmus Hedegaard.

- Hvad det skyldes i Danmark, ved jeg ikke. Stenbider er en art der ikke har været prioriteret i Danmark, og der er ingen regulering og ingen undersøgelser på arten.

Han påpeger, at de grønlandske og danske bestande intet har med hinanden at gøre.

Laveste mængde i 30 år i Danmark.

Det er gået ned ad bakke i Danmark

I 2023 blev der i årets første to måneder landet 4200 kilo stenbiderhunner fra samtlige danske farvande. Det skriver Politiken. Det er uden sammenligning det laveste antal kilo de seneste 30 år.

Til sammenligning blev der i samme periode af 2020 landet 122.000 kilo stenbiderhunner.

Året efter faldt mængden til 54.000 kilo. Sidste år yderligere til 22.000 kilo. Og nu altså blot fire tons på to måneder. Sæsonen varer dog til april, og ingen ved, om fiskeriet retter sig.

Hos en fiskehandler i Værløse koster 100 gram stenbiderrogn 225 kroner. Men besøgte man fiskehandleren for fem år siden, ville prisen være 30 til 40 kroner for 100 gram, fortæller han.

Prisen påvirkes ikke

Men prisen på den grønlandske rogn påvirkes nok ikke af det danske fænomen.

- De danske mængder er så små, at det ikke har nogen indflydelse på den grønlandske afsætning. Det er Grønland og Island som afsætter de langt største mængder.

Desuden eksporteres grønlandsk stenbiderrogn ikke frisk men konserveret på glas.

Sidste år blev der indhandlet omkring 1200 tons stenbiderrogn i Grønland, mens kvoten var på 1.400 tons. Det var dog ikke på grund af manglende stenbider, men fordi indhandlingen lukkede at hele kvoten ikke blev opbrugt, påpeger Rasmus Hedeholm.

Powered by Labrador CMS