Afsked

Steen Lynge ude af Atassut

Steen Lynge kan ikke længere stå inde for partiets politik

Offentliggjort

Inden for få måneder mister Atassut nu endnu en af partiets profiler.

Tilbage i januar var det den daværende formand Knud Kristiansen, der smækkede med døren. Og nu er det så Steen Lynge, der forlader partiet.

- Efter længere tids grundige overvejelser har jeg besluttet mig for, at jeg udtræder af partiet Atassut med øjeblikkelig virkning, skriver han i en meddelelse offentliggjort på facebook.

Det er ingen hemmelighed, at Steen Lynge igennem længere tid har været utilfreds med partiets linje. I november forlod han således parties hovedbestyrelse.
Og nu tager han så skridtet fuldt ud.

- Jeg har konstateret, at partiet Atassut og jeg ikke længere deler de samme værdier. Derfor mener jeg, at partiets og mine egne politiske målsætninger ikke er forenelige mere, skriver han.

Han opstillede for partiet ved kommunevalget i Kommuneqarfik Sermersooq, men blev ikke valgt ind.

Steen Lynge udelukker tilsyneladende ikke, at han vil fortsætte i politik.

- Jeg skal nu overveje hvilken vej jeg ønsker at tage og vil derfor ikke udtale mig yderligere, skriver han.

Powered by Labrador CMS