Steen Lynge ønsker USA tillykke

Steen Lynge regner med fortsat tæt samarbejde om handel og investeringer med USA´s nye præsident, og ønsker naboen mod sydvest tillykke med deres første kvindelige vicepræsident.

Offentliggjort

Efter et tæt løb i kampen om at blive USA´s næste præsident, er 77-årige Joseph Robinette "Joe" Biden, Jr. fra Pennsylvania blevet udråbt som vinder af valget. Vicepræsident bliver USA´s første kvindelige af slagsen 56-årige Kamala Harris, der også er den første sorte vicepræsident nogensinde.

Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender, Steen Lynge, slår fast at han har fulgt optællingen af stemmer i det amerikanske valg tæt, men at han ikke har heppet på nogen af de to kandidater.

- Jeg ønsker selvfølgelig den kommende præsident tillykke med resultatet og ser frem til et godt samarbejde med Joe Biden de kommende år, siger han.

Mere diversitet i Det Hvide Hus

Også et tillykke til den nye vicepræsidents bliver sendt over Atlanten.

- Med valget af hende understreges pointen om, at USA er mulighedernes land og diversiteten i samfundet afspejles hos den kommende vicepræsident. Det, synes jeg, er en meget spændende udvikling, der også afspejler udviklingen i den vestlige verden generelt, om at vi får flere kvinder på topposter også i politisk sammenhæng, siger Steen Lynge.

Steen Lynge bider mærke i, at den nye præsident har mere fokus på at af de områder, som også er vigtigt for Naalakkersuisut. Nemlig klima. Derudover vækker det optimisme, at den nye præsident fokuserer mere på bredt samarbejde og internationale ordninger.

- Joe Biden har en helt anden tilgang til internationalt samarbejde som for eksempel Parisaftalen og WHO, siger Steen Lynge.

Den nuværende præsident Donald Trump har trukket USA ud af den globale aftale om klima, Parisaftalen, en atomaftale med Iran og hans administration er begyndt en proces med at trække landet ud af FN-organet WHO.

Fortsat fokus på Pituffik, handel og investeringer

Steen Lynge forventer ikke, at USA´s fokus på Arktis og Grønland vil ændre sig med den nye præsident, og der er ingen tvivl om, at fokus fra Grønlands side vil være det samme som hidtil.

- Vi forventer fortsat et godt samarbejde med USA de kommende år med fokus på den nyligt indgåede samarbejdsaftale om handel og investeringer. Jeg vil have stort fokus på aftalen om servicekontrakten på Pituffik, og at man lever op til det aftalte. Herunder nytten for grønlandske firmaer og grønlandske arbejdstagere, siger Steen Lynge.

Han understreger, at samarbejdet under præsident Donald Trump har være meget positivt.

- Vi har været glade for det samarbejde, vi har haft med den tidligere administration, fordi vi er blevet mere inddraget og har haft mere direkte dialog end tidligere. Det har været en meget stor udvikling på meget kort tid og den udvikling, håber jeg, fortsætter, slutter Steen Lynge.

Powered by Labrador CMS