Statsministeren: Meget alvorlig situation

Rejser til Danmark fra risiko-områder forbydes. Rejsevejledningen er skærpet.

Offentliggjort

Allerede inden pressemødet i statsministeriet gik i gang, var det ikke til at tage fejl af alvoren i situationen.

Stolene til journalisterne var sat med større afstand end normalt, og det blev vogtet omhyggeligt på, at ingen rykkede på stolene. Den normale håndmikrofon, der bliver rakt rundt mellem journalisterne, var erstattet af to mikrofoner på lange stænger, så ingen journalister behøvede at røre ved dem.

Anbefalinger fra de danske myndigheder

Her er et overblik over restriktioner og opfordringer, som kom frem tirsdag på pressemødet:

* For at forhindre yderligere spredning fra de såkaldte "røde zoner" har regeringen besluttet at forbyde flyvninger fra de røde zoner til Danmark. På nuværende tidspunkt omfatter det Iran, dele af Kina, dele af Sydkorea, dele af Østrig samt dele af Italien. Forbuddet gælder indtil videre i 14 dage. Men det ventes forlænget.

* Regeringen opfordrer til, at rejsende så vidt muligt undgår kollektiv trafik i myldretiden for at inddæmme coronasmitte. Udbyderne af kollektiv trafik opfordres til ikke at have flere rejsende i eksempelvis togvogne, end der er sæder til.

Her er et overblik over restriktioner og opfordringer, som blev præsenteret fredag i sidste uge.

* Arrangementer med 1000 eller flere deltagere ønskes udskudt eller aflyst. Det sker for at dæmme op for smittefaren.

* Ved arrangementer med under 1000 deltager opfordres arrangørerne til at overveje smitterisiko ved at gennemføre arrangementet.

* Myndighederne opfordrer til, at man afholder sig fra kram, kindkys og håndtryk, når man mødes. Og at man holder afstand fra hinanden for at begrænse coronasmitte.

* Derudover opfordrer myndighederne til, at man hoster i ærmet og har en god håndhygiejne.

* Danskere, der overvejer at rejse til udlandet, bør opdatere sig på Udenrigsministeriets hjemmeside. Gerne dagligt.

* Sundhedsmyndighederne samler alle oplysninger om coronavirus et sted på hjemmesiden coronasmitte.dk, så man kun skal orientere sig et sted.

* Danskerne skal regne med løbende briefingerne fra myndighederne - måske dagligt.

Kilde: Regeringen og en række sundhedsmyndigheder.

Da statsminister Mette Frederiksen så trådte ind i lokalet flankeret af sundhedsminister Magnus Heunicke, rigspolitichef Thorkild Fogde, direktør i udenrigsministeriet Erik Brøgger Rasmussen og direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm var ansigterne da også lagt i alvorlige folder.

- Der er stadig for mange i Danmark, der spørger: Er det ikke bare en influenza? indledte Mette Frederiksen pressemødet.

Beskytte de sårbare

Hun understregede, at det er vigtigt, at alle tager anbefalingerne alvorligt, også selvom man selv er ved godt helbred og coronasmitten, derfor ikke nødvendigvis udvikler sig alvorligt.

- Det er vigtigt for mig at understrege, at man skal følge myndighedernes anbefalinger. Anbefalingerne handler om, at dem, der er mest sårbar, ikke bliver smittet, siger Mette Frederiksen.

- Alles adfærd bliver afgørende for, om strategien kommer til at virke.

I første omgang er det nemlig høj grad de sunde og raske, der er blevet smittet for eksempel på deres skiferie i Italien. Men efterhånden som smitten breder sig, vil den også ramme ældre og svækkede mennesker, og antallet af indlæggelser vil stige. Lige nu 156 bekræftet smittet inden for Rigsfællesskabet, syv er indlagt men ingen af dem i kritisk tilstand.

- Man skal gøre sig klart som ressourcestærk, at man skal tåle nogle vilkår for at beskytte nogle svage, tilføjede Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen.

Forsinke smitten

Antallet af både smittede og indlagte vil nemlig uundgåeligt stige, understregede sundhedsminister Magnus Heunicke. Det afgørende spørgsmål er blot, hvor hurtigt det sker. Kun hvis det lykkes at forsinke spredningen vil sundhedsvæsenet kunne følge med, forklarede han og illustrede det med nedenstående graf.

De to scenarier fordet danske sundhedsvæsen

De nye restriktioner betyder blandt andet, at alle flyvninger til Danmark fra de hårdest ramte såkaldte røde områder bliver indstillet fra i dag. Det er blandt andet områder i Norditalien og i Kina

Udenrigsministeriet har ligeledes opdateret sine rejseanbefalinger, således at også et område i Østrig nu er erklæret rødt. Kommer man fra et af de røde områder, skal man gå i hjemmekarantæne i 14 dage, så snart man kommer hjem.

Der er også yderligere områder, der er erklæret orange. Det gælder blandt andet Italien og dele af Østrig, og her er anbefalingen også klar.

- For alle orange områder, bliv hjemme. Der er ingen tvivl. Man skal ikke tage til Italien lige meget, hvor man kunne finde på at tage hen, siger Erik Brøgger Rasmussen fra udenrigsministeriet.

Rejsevejledningerne kan følges på udenrigsministeriets hjemmeside, som dog i pedrioder kan være overbelastet.

Powered by Labrador CMS