Statsministeren fik berømt nytårstorsk

For andet år i træk løber kvinden i Statsministeriet med Ekstra Bladets "udmærkelse" som årets nytårstorsk

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har modtaget en meget stor torsk som det synlige bevis på, at hun er kåret til Ekstra Bladets Nytårstorsk 2012 af avisens læsere. Her ses hun og manden Stephen Kinnock i Kolonihavnen i Nuuk forud for rigsmødet i slutningen af august i Igaliku. Foto: Niels Ole Qvist
Offentliggjort

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har modtaget en meget stor torsk som det synlige bevis på, at hun er kåret til Ekstra Bladets Nytårstorsk 2012 af avisens læsere.

Troels Lund Poulsen (V), Margrethe Vestager (R) og Uffe Elbæk (R) tager de efterfølgende placeringer.

Det er andet år i træk, at Helle Thorning sejrer i afstemningen, og hun bedyrer, at hun går efter også at blive Ekstra Bladets Nytårstorsk 2013.

- Det gør man altid. Man kan lige så godt gøre tingene fuldt ud, sagde statsministeren, da hun blev overrakt sin torskepris af avisens udsendte.

Der er dog stadig langt op til forhenværende udenrigsminister og formand for Venstre, Uffe Ellemann-Jensen, som modtog prisen ikke færre end fem gange.

Ekstra Bladets Nytårstorsk er blevet uddelt hvert år siden 1977. Ifølge avisen gives "udmærkelsen" til den dansker, der har dummet sig mest i årets løb.

Blandt andre modtagere af prisen kan nævnes prins Joachim, Poul Nyrup Rasmussen (S) og Birthe Rønn Hornbech (V).

Du kan stadig nå at være med i kåringen af Sermitsiaqs pendant til Ekstra Bladets ”årets nytårstorsk”. I den nyeste udgave af Sermitsiaq, som du kan købe herunder, sætter avisen slutspurten ind i kampen om hædersprisen ”årets uvak 2012”.

Powered by Labrador CMS