Stadig saft og kraft i Igor
Den forhenværende tropiske orkan Igor har nu bevæget sig til Davisstrædet vest for Sydgrønland.
Orkanen Igor har været en usædvanlig sejlivet sag, der har sit udgangspunkt som en Kap Verde-orkan, og den har både været forbi Bermuda og over det østlige Canada.
Her har den - sin alder til trods - vist, at der stadig er saft og kraft tilbage i den gamle jas. Mange steder i Sydgrønland oplevede man derfor storm i middelvinden med vindstød af orkanstyrke. Det er en kombination af Igors dybde og de orografiske forhold i Grønland.
Lufthavnen i Narssarsuaq havde onsdag aften middelvind på ca. 30 m/s - tæt på orkanstyrke - med vindstød op til 42 m/s orkanstyrke, oplyser DMI.dk
Med den føhneffekt, som den østlige vind giver i Narssarsuaq i kombination med den varme luft, som Igor bar med sig, fik man også en kraftig temperaturstigning. Således målte man en temperatur onsdag aften på 17,8°C. Også Qaqortoq i Sydgrønland og Paamiut lidt længere op ad vestkysten målte henholdsvis 16°C og 17°C, mens Nuuk sidst på natten målte næsten 18°C.
I Paamiut havde man vindstød helt op til 48 m/s. Også i Qaqortoq havde man storm i middelvinden og vindstød af orkanstyrke. Igor har nu lagt sig til hvile i det sydlige Davisstræde og forventes at svækkes og omsider udånde i det kølige vand.