Spritbilister risikerer at få bilen konfiskeret

Promillegrænsen sættes fra nytår 2007/2008 ned fra 1,2 til 0,5

Offentliggjort

Spritbilister i Grønland risikerer fra nytår at få konfiskeret deres bil, så de ikke endnu en gang kan sætte sig bag rattet med alkohol i blodet og være til fare i trafikken.

Der er i hvert fald indholdet af en ny færdselslov for Grønland, som Justitsministeriet har udarbejdet, og som for tiden er til udtalelse i Grønlands Hjemmestyre.

Forslaget til en ny færdselslov for Grønland, indeholder væsentligt strammere regler for spiritus­kørsel end de nuværende promillegrænser i færdselsloven fra 1992.

I dag bliver bilister med en promille over 0,8 dømt for promillekørsel, mens bilister med en promille over 1,2 bliver dømt for spirituskørsel.

1.gangsspritbilister får en bøde på to til tre ugers løn kombineret med en betinget eller ubetinget frakendelse af førerbeviset i 1-2 år - alt afhængig af alkoholpromillen i blodet.

I gentagelsestilfælde spænder bødetaksterne fra tre til fire ugers løn kombineret med en ubetinget frakendelse af førerbeviset fra to til 10 år.

Af hensynet til trafiksikkerheden foreslår Justitsministeriet, at grænsen for spirituskørsel sættes ned fra 1,2 til 0,5.

Og samtidig afskaffes begrebet promillekørsel.

Justitsministeriet mener simpelthen ikke, at der skal være forskelle på promillegrænserne i rigsfællesskabet, og derfor skal den grønlandske færdselslovs bestemmelser om spirituskørsel på omgangshøjde med den danske færdselslov.

Bilen konfiskeret
Justitsministeriet læg­ger - efter opfordring fra politimesteren i Grønland - op til, at spritbilister risikerer at få konfiskeret deres bil.

Konfiskationen sker ifølge lovændringen, hvis ejeren af bilen har kørt spirituskørsel med en promille over 1,2, og hvis den samme bilist to gange tidligere indenfor de seneste tre år også har kørt spirituskørsel med en promille over 1,2.

Ved Landstingets debat sidste efterår var Inuit Ataqatigiit ikke meget for denne konfiskation.

– Hvis bilen er ejet af et ægtepar, er det ikke på sin plads at straffe et menneske for et andet menneskes gerninger, sagde landstingsmedlem Agathe Fontain.

Sprit i blodet
Udenlandske undersøgelser viser, at risikoen for uheld er dobbelt så stor for en gennemsnitsbilist med en promille på 0,5 som for en bilist uden alkohol i blodet.

Forsøg har også vist, at mange færdigheder er mærkbar påvirket fra 0,5 promille; herunder især evnen til at reagere på uforudsete hændelser og komplicerede situationer i trafikken.

Forringelser i præstationsevnen gælder især for unge bilister, men effekten kan variere stærkt fra bilist til bilist.

Landstinget ventes at behandle hjemmestyrets udtalelse til den nye færdselslov på sin efterårssamling.

Flere sager i 2006
Politiet i Grønland fører statistik over antallet af spirituskørsler og antallet af færdselsuheld, hvor spiritus har været indblandet.

I 2006 fik politiet 140 anmeldelser om spirituskørsler, og 131 af sagerne endte med en sigtelse.

I 2006 fik politiet 49 anmeldelser om færdselsuheld med spirituskørsel, og der blev rejst sigtelse i 43 af disse sager.

Powered by Labrador CMS