Spørgetime-debutant blev grillet i Inatsisartut
Naalakkersuisoq for Erhverv og Energi Aqqalu Jerimiassen (A) fik noget af en debut under dagens spørgetime i Inatsisartut, hvor oppositionen anklagede ham for at fraskrive sig et ansvar, som retteligt hører under hans område.
Det var IA’erne Aqqaluaq B. Egede og Múte B. Egede samt Partii Naleraqs Jens Napaattooq, der ikke var tilfredse med svarene fra naalakkersuisoq.
Aqqaluaq B. Egede ville have en forklaring på, hvordan Aqqalu Jerimiassen ville sikre lokalbefolkningen trygge vilkår i sagen om uranudvinding i Sydgrønland.
Grødet svar
IA-politikeren fik et noget grødet svar om, at man naturligvis skulle sikre, at drikkevandsforsyningen i området ikke blev truet. Og så henviste han spørgsmålet til Naalakkersuisoq for Råstoffer med den begrundelse, at det lå uden for hans ressortområde.
- Det undrer mig, at du ikke kender dit ressortområde. Uran er placeret under området for storskalaprojekter, som du har ansvaret for, sagde Aqqaluaq B. Egede.
Tidligere Naalakkersuisoq for Råstoffer Múte B. Egede måtte også blande sig.
- Du har ansvaret for de afledte effekter for samfundet. Det gælder eksempelvis forsvarlig transport af farlige mineraler. Du siger noget helt forkert, når du fralægger dig ansvaret for dette område over for os i Inatsisartut, fastslog IA-politikeren.
Til efterretning
Aqqalu Jerimiassen afværgede til sidst IA-politikerne med det uldne svar:
- Det må jeg tage til efterretning.
Múte B. Egede er stærkt fortørnet over Aqqalu Jerimiassens ageren under spørgetimen.
- Skal man grine eller græde. Det er ikke betryggende at have en naalakkersuisoq for så stort og vigtigt et område som erhverv, der griber ind på mange forskellige niveauer, fastslår Múte B. Egede over for Sermitsiaq.AG efter spørgetimen.
I dokumentet, hvor Naalakkersuisuts ressortfordeling er pindet ud, står der på side 23, at Aqqalu Jerimiassen blandt andet har ansvaret for:
- Rammevilkår for storskalaprojekter
- Samfundsmæssig bæredygtighed i forhold til råstof- og storskalaindustrien
- Internationale aftaler vedrørende sikkerheds- og eksportkontorl for nukleart materiale.
Irettesættelse
Formanden for Inatsisartut Vivian Motzfeldt måtte også irrettesætte Jens Napaattooq og henstille til et pænere sprogbrug.
Partii Naleraq-politikeren var skuffet over, at Aqqalu Jerimiassen i sit indlæg næsten udelukkende omtalte indsatsen på turismeområdet. Jens Nappaattooq mente, at mange andre erhvervsområder burde indgå i Naalakkersuisoqs strategi, hvor hovedpointen var at tage udgangspunkt i lokale ønsker rundt om i landet.