Ny skandale

Spindoktor stopper efter afsløring af voldsdom

Politisk rådgiver for naalakkersuisoq for natur, miljø og justitsområdet, Gerth Platou Jacobsen, er stoppet med øjeblikkelig virkning efter afsløring af, at han er blevet dømt for to tilfælde af grov vold, mens han var stationsleder ved Aasiaat Politi i 2010

Gerth Platou Jacobsen (til venstre) med Mala Høy Kúko (til højre) under naalakkersuisoqs besøg hos Nukissiorfiit 21. januar
Offentliggjort

Naalakkersuisoq for natur, miljø og justitsområdet, Atassuts Mala Høy Kúkos, politiske rådgiver, 44-årige Gerth Platou Jacobsen, der i januar blev ansat som personlig rådgiver for Mala Høy Kuko, er onsdag aften med øjeblikkelig virkning stoppet.

Det sker efter KNR’s afsløring af, at Gerth Platou Jacobsen er blevet dømt for to tilfælde af grov vold.

- Jeg ønsker ikke, at min person på nogen måde skal ligge hverken Mala Høy Kúko eller det samlede Naalakkersuisut til last, har Gerth Platou Jacobsen meddelt KNR, efter stationens henvendelse om interview med naalakkersuisoq for miljø, natur og justitsområdet.

De to tilfælde af grov vold er, ifølge KNR, begået af Gerth Platou Jacobsen, mens han var ansat som stationsleder ved Aasiaat Politi. Det ene tilfælde af vold er begået i hans patruljevogn.

Læs: Naalakkersuisoq chokeret over sin spindoktors voldsdom

Læs: Endnu en særlig rådgiver ansat hos en naalakkersuisoq

40 dages anstaltsanbringelse
Ifølge KNR’s oplysninger er Gerth Platou Jacobsen blevet dømt 40 dages anstaltsanbringelse i anstalten for domfældte af landsretten for de to voldsepisoder.

Hans dom betød, at han mistede muligheden for at fortsætte som politibetjent.

Gerth Platou Jacobsen har overfor KNR oplyst, at han selv har vurderet, at hans dom ikke vil være hindring for at kunne vejlede Naalakkersuisut på justitsområdet, da der er gået flere år siden hans dom.

Naalakkersuisoq for natur, miljø og justitsområdet Mala Høy Kúko ansatte elektronikmekaniker og politibetjent Gerth Platou Jacobsen som sin politiske rådgiver 7. januar.

Mala Høy Kúko har lovet Sermitsiaq.AG at stille op til interview klokken 15.

OPFØLGNING: Naalakkersuisoq chokeret over sin spindoktors voldsdom

Powered by Labrador CMS