kunst og kultur

Specielt for Nina Paninnguaq at udstille i Narsaq

Bysbarnet Nina Paninnguaq Lind Jensen viser for første gang sin kunst i Narsaq

Onsdag åbnede Nina Paninnguaq Lind Jensen en udstilling med 22 værker i kultur- og medborgerhuset A21 i Narsaq
Offentliggjort

Onsdag eftermiddag åbnede Nina Paninnguaq Lind Jensen en udstilling med 22 værker i kultur- og medborgerhuset A21 i Narsaq.

Den snart 24-årige Nina Paninnguaq fortæller, at hun har sin studentereksamen fra gymnasiet i Qaqortoq, men at hun det sidste år har været elev på kunstskolen i Nuuk.

I Nuuk har hun i en periode ernæret sig som tegner og tatovør. Til september vender hun tilbage til Nuuk, hvor hun håber at finde et egnet lokale som kan bruges til atelier, og hvor hun kan arbejde med sin kunst i fred og ro og starte virksomhed som selvstændig kunstner.

Hun fortæller til Sermitsiaq.AG, at det er tredje gang, hun udstiller, idet hun før har udstillet på Nuuk Kunstmuseum og i Grønlands kulturhus Katuaq, men at det betyder meget for hende at vise sine ting i Narsaq.

Enkelte af de udstillede værker har tidligere været vist på Nuuk Kunstmuseum.

På et spørgsmål om hvorfra hun henter sin inspiration, svarer hun, at det er hendes inderste tanker som hun visualiserer ved hjælp af lærred, farver og pensel, men at hun også er meget inspireret af tattoo-kulturen og kunstnere som for eksempel Sara Fabel.

Powered by Labrador CMS