Sommeren har globalt set været den varmeste nogensinde
Der er tale om et "klimasammenbrud", siger FN-chef, efter at der er slået endnu en varmerekord.
De seneste tre måneder - fra juni til august - har globalt set været de varmeste, der nogensinde er blevet målt.
Det oplyser EU's klimatjeneste, Copernicus, i en ny rapport.
De tre måneder, der betragtes som sommerperioden på den nordlige halvkugle, havde en gennemsnitstemperatur på 16,77 grader.
Det er en markant stigning fra den seneste rekord på 16,48 grader i 2019.
Normalt bliver rekorder som disse slået med nogle få hundreddele.
- De tre måneder, som vi netop har haft, er de varmeste i cirka 120.000 år - så reelt i menneskehedens historie, siger Samantha Burgess, der er vicedirektør hos Copernicus.
Hun tilføjer, at 2023 samlet set også ventes at blive det varmeste år i historien.
- Når vi ser på den ekstra varme, vi har på havoverfladen, så er der sandsynlighed for, at 2023 ender med at være det varmeste år nogensinde målt, siger Samantha Burgess.
Sidste måned var den varmeste august nogensinde målt og den næstvarmeste måned samlet set. Den er kun overgået af juli 2023.
FN's generalsekretær, António Guterres, siger onsdag, at et "klimasammenbrud er gået i gang".
- Forskere har længe advaret om, hvad afhængighed af fossilt brændstof kommer til at udløse.
- Vores klima bryder sammen hurtigere, end vi kan håndtere. Ekstremt vejr rammer hvert et hjørne af planeten, siger han.