udbredelse
Sømandsmissionen: Flere skal få smag for evangeliet
Målet for ny generalsekretær i Sømandsmissionen er, at flere i Grønland og Danmark får smag for evangeliet
Sømandsmissionen har netop ansat 51-årige Nicolaj Wibe som ny generalsekretær. Han kommer fra et job som missionssekretær i Evangelisk Luthersk Mission og har årelang erfaring inden for mission og diakoni i flere kirkelige organisationer.
Her har han brugt kompetencer som pædagog, underviser, sjælesørger, forkynder og leder.
Fra sit nuværende job er han vant til at møde mennesker fra flere lande, for eksempel i Peru, og han formår at se og lede den enkelte medarbejder. Det har betydning i Sømandsmissionen, hvor medarbejderne agerer rundt i Danmark og Grønland.
Fra barndommen på Bornholm kender han Sømandsmissionen, og som yngre arbejdede han nogle måneder som assistent på Sømandshjemmet i Nuuk, hvor han tabte sit hjerte til Grønland. Derfor passer det ham også fint, at Sømandsmissionen både arbejder i Danmark og Grønland.
- Jeg glæder mig til at prøve kræfter med noget nyt i særdeleshed, fordi Sømandsmissionen har en tydelig missions- og diakonalprofil, som jeg fremadrettet vil arbejde med på at styrke. Målet er, at flere i Danmark og Grønland får smag for evangeliet, siger Nicolaj Wibe ifølge en pressemeddelelse.
Han er gift med Ellen, far til fem og aktivt med i arbejdet omkring Indre Mission i Stjær-Galten samt i Galten Valgmenighed ved Aarhus.
Læs mere om Sømandsmissionen på Wikipedia her