Som planlagt: Nettet i Sydgrønland slukkes på søndag

Søkabelreparation påbegyndes igen i Sydgrønland, hvor reparationen kan tage op til tre uger

Offentliggjort

I foråret lykkedes det ikke at få repareret søkablet i Sydgrønland, fordi vejret og storisen umuliggjorde arbejdet ombord på det canadiske søkabelskib.

Men nu meddeler teleselskabet Tele-Post, at søkabelreparationen starter på søndag.

Op til tre uger

- Når reparationen går i gang, vil forbindelsen til alle privatkundernes internet i Sydgrønland fra Paamiut til og med Narsaq Kujalleq blive slukket. Al telefoni, herunder fastnettelefoni, mobilnetværk, SMS, TV og radio vil fortsat fungere. De ramte kunder i Sydgrønland bør dog forvente ringere kvalitet end normalt, oplyses det i en pressemeddelelse.

Reparationen vil vare cirka 15 til 20 dage. Reparationen vil afhænge af vejr- og vindforhold ude på åbent hav, så der kan ske ændringer, men kunderne vil løbende blive informeret via SMS og pressen.

Tilbagebetaling til kunder

Det meddeles yderligere, at når når reparationerne er færdige, vil kunderne få tilbagebetalt et beløb for de dage internettet har været slukket.

- Størrelsen på det beløb som privatkunderne vil få tilbagebetalt, vil blive fastlagt når søkabelreparationen er færdig. De kunder, som bliver ramt orienteres via SMS.

Der er meget begrænset kapacitet på den radiokæde, der skal fungere som backup, imens søkablet bliver repareret, hvilket er årsagen til at disse restriktioner bliver indført.

- Den begrænsede kapacitet, der er til rådighed, vil blive brugt til at sikre at samfundsvigtige institutioner og erhvervsvirksomheder fortsat kan opretholde deres aktiviteter, lyder det i en pressemeddelelse fra Tele-Post.

Powered by Labrador CMS