Socialstyrelsen vil støtte bedre op om plejefamilier
Indenfor to måneder vil socialstyrelsen lancere en side for plejefamilier og borgere, der er interesseret i at blive plejefamilier. Siden skal indeholde al information til plejefamilier.
Der mangler generelle informationer om det at være plejefamilie for børn anbragt udenfor hjemmet. Det mener en plejemor i Aasiaat, Kirsten Karlsen, der fortæller til Sermitsiaq.AG, at mere oplysningsarbejde og nemmere adgang til viden om rettigheder og pligt kan være med til at øge interessen for plejefamilieskab.
Lige det område er Socialstyrelsen godt i gang med at forbedre, oplyser afdelingsleder på plejefamilieområdet under Socialstyrelsen, Stina Sværd til Sermitsiaq.AG.
- Socialstyrelsen er i gang med at samle al information omkring plejefamilier. Disse oplysninger skal kunne tilgås Sullissivik, hvor vi forventer, at links til ansøgningsmuligheder i kommunerne også vil blive lagt op, fortæller afdelingslederen.
Alle oplysninger samles
Som det er nu, er kommunerne forpligtet til at give al information omkring plejefamilieskab til borgere, der får tilkendt en plejetilladelse. Men for at gøre informationerne nemmere tilgængelige for interesserede borgere samler Socialstyrelsen oplysningerne ét sted.
Oplysninger der samles:
- Hvad er plejefamilier
- Rettigheder og pligter for plejefamilier
- Typer af plejefamilier – netværks-, aflastnings-, akut- og professionelle plejefamilier
- Krav og vederlag
- Gældende lovgivning på området
- Links til kommunernes ansøningsmuligheder
- Vi opfordrer kommuner til at stå klar med digitale ansøgningsportaler, så vi kan linke deres sider sammen med vores oplysninger, så det kan gøre det nemmere for borgere at indsende deres ansøgning, siger Stina Sværd.
Siden bliver lanceret på Sullissiviks hjemmeside indenfor to måneder.
Online informationsmøder
Samtidig med at Socialstyrelsen arbejder på at gøre oplysninger og lovgivning på plejefamilieområdet mere lettilgængeligt, så planlægger styrelsen også online informationsmøder til interesserede borgere. Online informationsmøder skal tiltrække interesserede borgere, så flere kan søge kommunerne om at blive værge for anbragte børn.
- Vi vil stå klar på fastsatte datoer med sagsbehadlere og rådgivere på onlinemøder, hvor borgere kan tilgå mødet hjemmefra, hvis de har internetforbindelse. På den måde kan vi nå ud til flere og brede mere viden ud om det at være plejefamilie, fortæller afdelingslederen.
De online informationsmøder skal arrangeres med to måneders mellemrum, og skal være til rådighed til borgere, der vil vide mere om plejefamilieområdet som erhverv. Det første online informationsmøde forventes at gå i luften til sommer 2023.
- Vi håber, at de online informationsmøder vil vække borgernes interesse i at blive værge for anbragte børn i fremtiden, siger hun.