Socialminister Benedikte Kjær besøger Grønland

Benedikte Kiærs første rejse som socialminister går til Tasiilaq allerede lørdag.

Benedikte Kiær skal til Tasiilaq. Foto: Ritzau
Offentliggjort

Vært for besøget er medlem af naalakkersuisut for sociale anliggender, Maliina Abelsen.

Tidligere indenrigs- og socialminister Karen Ellemann og Maliina Abelsen indgik i december 2009 en samarbejdsaftale med særligt fokus på børne- og familieområdet.

I december aftalte de at Karen Ellemann skulle besøge Grønland i marts 2010. Men med den nyeste rokade i den danske regering bliver det i stedet den nye socialminister fra Det Konservative Folkeparti, Benedikte Kiær, der besøger Grønland, skriver nanoq.gl

I Tasiilaq vil fokus særligt være på tiltag på børne - og familieområdet. Blandt andet vil ministeren og landsstyremedlemmet besøge Prinsesse Margrethes Børnehjem, familiecenteret, værestedet Armarngivat og den lokale skole.

Ministrene har desuden afsat en dag til at besøge bygden Kuummiut, ligesom de vil mødes med lokale politikere.

Under mødet vil Benedikte Kiær og Maliina Abelsen desuden deltage ved et arrangement, hvor Telepost Filatelia udgiver et særligt frimærke i forbindelse med 100 års dagen for kvindernes kampdag den 8. marts.

Powered by Labrador CMS